fbpx

Neuroth har favoritten i ITM Dansk Oaks

I slutningen af 90’erne og i det nye millenniums begyndelse samlede Wido Neuroth på klassiske triumfer på Klampenborgs græs, men vi skal efterhånden hele 14 år tilbage i tiden for at finde hans seneste klassiske vinder i Danmark.


Sådan så det ud, da Wido Neuroth sadlede en double i Mowerinaløb for 20 år siden. Zuccini Wind og Fredrik Johansson (til højre) vandt foran Kimola med Manuel Santos. Foto Burt Seeger.

Det var Stall EOS’ Distant Star (Highest Honor) i 2008-udgaven af Dansk Oaks – og på søndag er det netop i ‘hoppernes Derby’, at Neuroth har mulighed for at sikre sig sin klassiske vinder nummer 87 med Stall Perlens Sea Lodge (Sea The Stars).

Her i den kommende september er det samtidig 50 år siden Neuroth tog sin trænerlicens, og 2022 har indtil videre været én af de bedste sæsoner meget længe.


Sea Lodge og Jan-Erik Neuroth. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

3-årige Sea Lodge har bare startet fem gange hidtil i karrieren, men hun kommer fra en andenplads i Norsk Derby bag suveræne Hard One To Please (Fast Company) – vel at mærke i hendes blot anden start på græs. Den første var i Tyskland i foråret, hvor Neuroth-stalden var langt fra nuværende styrke.

Sea Lodge og Jan-Erik Neuroth møder på søndag ni konkurrenter i ITM Dansk Oaks, hvor hjemmebanens bedste kort ser ud til at være Søren Jensen-trænede Lady Monroe (Appel Au Maitre).


King Ferdinand og Oliver Wilson sejrer overlegent med fem længder i Goffs Futurity Stakes. Foto: Burt Seeger.

Herman Sallings Mindeløb – Dansk Kriterium får deltagelse af ikke mindre end 14 2-årige heste, og der bliver blandt andet gensyn med Lea Olsens ubesejrede King Ferdinand (Elusive City), der senest imponerede stort ved sin sejr i Derbydagens Goffs Futurity Stakes.

King Ferdinand skal krydse klinger med Produce Stakes-vinderen Happy Feet (Appel Au Maitre) og andre interessante navne såsom Lennart J:r Reuterskiölds duo Eagle Eye (Gleneagles) og Beckham (Shalaa).

Eagle Eye og Beckham mødte hinanden første gang ude på Jägersro, hvor førstnævnte efter en langt fra snorlige rejse trak det længste strå.


Eagle Eye og Jacob Johansen fanger akkurat staldkammeraten Beckham før målstregen på Jägersro. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Samtidig er Eagle Eye ud af den dobbelte klassiske vinder Annaboda (Duke Of Marmalade), og alt i afstamningen tyder på, at hingsten vil synes endnu bedre om græsset en hjemmebanens dirt.

Søren Jensen, der har imponeret stort med sit 2-årshold i år, sadler både Blimey (Appel Au Maitre), Nevercantell (Appel Au Maitre) og Queen Clementine (Moohaajim) – men som det ser ud nu, skal de allesammen kunne slå King Ferdinand for at vinde.

Oaks-dagen i Klampenborg byder på ikke mindre end 10 løb og tæller foruden ITM Dansk Oaks og Dansk Kriterium også Klampenborg HesteEjerForenings Racing Bowl, Kræftens Bekæmpelse 3-års Sprint, Handicap Finalerne, Carl Ras Super Sprint, 2-års Maidenserien samt det altid festlige Taittinger Skandinavisk Ladies Cup for kvindelige amatørryttere.


Se startlisten til dagen herunder:



Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top