Det er tid til handling og til at gøre om. Og det er ikke noget de skandinaviske galoporganisationer og deres licenskommitéer bør tage let på. Vi kan potentielt stå foran den største krise i skandinavisk galopsports historie, og den lurer lige rundt om hjørnet.
“Hej Filip. Jeg vil lige ønske dig en god sæson. Efter de nye regler gider jeg ikke at spille mere, for det er efter min mening latterligt, at jockeyerne ikke må ride som Carlos Lopez gjorde. Som spiller er det svært nok i forvejen, og at man nu også skal tage stilling til dette hér – dét gider jeg ikke”.
Ovenstående er taget fra en af mange beskeder der det seneste døgns tid er landet i min indbakke fra frustrerede spillere og øvrige aktive.
Søndag den 17. april ser sporten ud til at stå sammen som helhed med en kraftig appel til især magtens centrum i Svensk Galopp: De nye “fælles” bestemmelser for brug af pisk og tøjler må og skal revurderes.
Med ét har forbundene skabt en reel gidselsituation som rent faktisk rammer hver eneste af galopsportens bærende, menneskelige faktorer.
Hesteejere, trænere, jockeys, opdrættere og ikke mindst spillerne.
Der er ikke råd til at miste en eneste af de ovennævnte grupper, og nu kan de alle risikere at ryge som et sæt kegler. Og ikke på grund af udefra kommende angreb, men fra sportens egen hånd.
Forud for sæsonen 2022 blev pisken afskaffet som fremdriftsmiddel i Sverige og Danmark. Norge havde som foregangsland allerede foretaget afskaffelsen adskillige år tidligere, og efter en lang indlæringsperiode fungerer de norske regler i de fleste tilfælde også udmærket.
Ifølge Ronny Hagelberg, der er formand for Svensk Galopps Overvoldgift, har man i forsøget på at skabe fælles skandinaviske regler også inddraget Norge i de nye bestemmelser, således at flere tøjleskift i opløbet ikke længere tolereres. Det udtaler han i et interview med Robert Okpu på Jockeyklubbens hjemmeside.
Øvrevoll har endnu ikke haft sæsonpremiere – men det har både Bro Park, Jägersro og Klampenborg. Sæsonen er kun få uger gammel, og den er allerede ved at ende i Ragnarok.
Hér tænker jeg ikke så meget på de udelukkelser som Anna Pilroth, Per-Anders Gråberg og Carlos Lopez blev ramt af individuelt, men mest af alt på det skrækscenarie, at der fremover skal dømmes ud fra voldgiftens eget skøn i hvert eneste løb.
Vi går fra fælles dansk-svenske regler hvor der faktabaseret kan tælles 1-2-3 slag med pisken og til en personlig vurdering om hvorvidt en jockey med tøjleskift har hjulpet sin hest nok til at vinde eller at sikre sig en bedre placering.
I Anna Pilroths tilfælde på Bro Park og Per-Anders Gråbergs tilfælde på Jägersro var de først over stregen og beholdt sejren, men fik en dags udelukkelse.
Carlos Lopez begik reelt set den samme forseelse på Klampenborg, men hér blev også hesten deklasseret fra første- til andenplads.
Hvordan skal sportens aktive og spillere på nogen som helst måde kunne tolke disse regler som fælles?
Og så er vi tilbage til diskussionen om den individuelle dommers vurdering. At galopsporten med ét er blevet en bedømmelsessport, hvor det fra løb til løb vurderes, om den reelt samme forseelse skal vurderes til den ene eller til den anden side.
Det er hér katastrofen lurer, og hér linjerne fra brevet øverst i artiklen rammer fuldstændig plet.
“Som spiller er det svært nok i forvejen”.
De nye regler er heller ikke nogen let situation at sætte banernes lokale voldgiftsmedlemmer i – det er jo ikke dem der laver reglerne, og de gør hvad de kan for at følge retningslinjerne. Men efter tre løbsdage har vi desværre kun set toppen af isbjerget.
Hvis Bolivar Roads havde vundet med tre længder i går, havde hesten muligvis beholdt sejren. Carlos havde fået en udelukkelse, men hesteejerne og spillerne havde beholdt deres vinder.
Men fordi man nu udgår fra en individuel dommer-vurdering om hvorvidt tøjleskiftet var med til at sikre sejren, eller om hesten egentlig bare havde vundet alligevel, bliver gidseltagningen skræmmende.
Situationen er allerede så kritisk, at vi i maj måned kan risikere et reelt nedbrud i den skandinaviske galopsæson.
Blandt de aktive ryttere i både Sverige, Norge og Danmark arbejdes der allerede på at varsle en historisk jockeystrejke, som i praksis vil paralysere sporten fra den ene dag til den anden. Uden ryttere bliver der ingen løb, og uden løb forsvinder resten af fundamentet med det samme. Og glem alt om at hente jockeys udefra, som risikerer at vende tilbage til deres hjemland med udelukkelser.
Så kære organisationer – navnlig Svensk Galopp – for at slutte hvor jeg startede: Det er tid til handling og tid til at gøre om. Det er jer der bærer skylden, såfremt sæsonplanen smuldrer og økonomien med ét braser sammen under os. Nu er I advaret.
På vores sports vegne,
