fbpx

Deklassering i Tuborg Åbningsløb og stærke 3-årspræstationer

De nye regler for brug af pisk og tøjler landede lørdag også i Klampenborg, og akkurat som ved de to foregående løbsdage på Bro Park og Jägersro blev det med dramatik til følge på en i øvrigt smuk og solskinsrig premieredag i Hovedkvarteret.


Bolivar Roads og Carlos Lopez skar målstregen først i Tuborg Åbningsløb, men blev efterfølgende deklasseret til andenpladsen, og sejren tilfaldt dermed Sandtastic med Josefin Landgren i bøjlerne. Foto: Burt Seeger.

Premieredagens hovedbegivenhed, Tuborg Åbningsløb over 1600 meter, fik – i første omgang – lidt af en outsidersejr, da Francisco Castro-trænede Bolivar Roads (Tamayuz) nåede at fange den ellers længe førende Sandtastic (Footstepsinthesand) kort før målstregen.

Bolivar Roads vandt med hoved under Carlos Lopez, og præmieoverrækkelsen nåede også at blive afviklet, da Klampenborgs voldgift nedsatte sig selv for at granske den chilenske rytters ridning i svinget og opløbet.

Efter længere tids voteren og afhøring af Lopez besluttede voldgiften at deklassere Bolivar Roads til andenpladsen og dermed tildele Bettina Andersen-trænede Sandtastic sejren.


Bolivar Roads og Sandtastic kort før målstregen. Foto: Burt Seeger.

En beslutning, som umiddelbart vakte større undren blandt spillere og øvrigt publikum, men som Klampenborgs voldgift ifølge de nye bestemmelser for brug af pisk i Skandinavien, rent faktisk var i sin gode ret til at tage.

Ifølge det nye reglement er piskeslag nemlig sidestillet med slag med hestens tøjler, samt rytterens arme og hænder. Under løbene skal rytteren ride med begge hænder på hestens manke og hals, og fra 200 meter før målstregen må rytteren ikke skifte pisken fra den ene hånd til den anden, medmindre det gøres for at afværge en farlig situation.

Klampenborgs voldgiftsformand Nicholas Cordrey forklarede efter løbsdagen:

“Vi afhørte Carlos Lopez omkring hans ridning i opløbet, idet han gentagne gange foretog tøjleskift og dermed slap hestens manke og hals. Carlos forklarede til os, at hesten hang en del, at tøjlerne var meget brede og at han derfor havde svært ved at holde fast i dem”.

“Vores egen opfattelse af drivningen var dog, at Carlos red imod de foreskrevne regler, og at han med sin ulovlige ridning forbedrede sin hests placering. Der var kun en hals imellem Bolivar Roads og Sandtastic, og således valgte vi at deklassere førstnævnte til andenpladsen”.

Lopez blev udelukket på Klampenborgs næste løbsdag den 30. april, hvor storløbene Dansk Jockey Club Cup (L) og Sceptre Stakes er en del af programmet. Rytteren blev desuden idømt en bøde på 1.500 kroner for et kilos overvægt ved tilbagevejningen.

Du kan se Tuborg Åbningsløb hér.


Foto: Burt Seeger.

Med udnævnelsen af 8-årige Sandtastic som vinder af Tuborg Åbningsløb fulgte en førstepræmie på 50.000 kroner til ejerkredsen bestående af Hotel Fortunen, Jørgensen og Akinita Group. Den fukse vallak blev redet af Josefin Landgren.

På tredjepladsen fulgte Lea Olsen-trænede Aperola (Appel Au Maitre) foran Bent Olsens Grey Flash (The Factor) og Jessica Longs Moomba (Australia). Siden fulgte New Target (Center Divider), Black Hawk War (War Front), Christmas (Galileo), Sir Churchill (Elusive City) og Speedman (Go Go Gadget).


Red Hunting Hawk og Carlos Lopez sæsondebuterer med sejr i 3-års Drømmen foran Giant Fortune/Oliver Wilson og My Nikita/Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Hurtig oprejsning til Lopez og Castro

Carlos Lopez var dog hurtig til at ryste hændelsen i Tuborg Åbningsløb af sig, og allerede i det efterfølgende opgør var han først over stregen igen.

Denne gang med Francisco Castro-trænede Red Hunting Hawk (El Kabeir), der med en god længde besejrede Bettina Andersens duo Giant Fortune (Giant Sandman) og My Nikita (Kahyl) i 3-års Drømmen over 1400 meter, mens de to sidste præmier tilfaldt Lea Olsens Big Red Panda (Hunter’s Light) og Bent Olsens Liberian Girl (Wilshire Boulevard).

Red Hunting Hawk ejes af Falkonertjenesten, der for et år siden købte hesten for 11,000 pund på Goffs UK Breeze Up Sale i Doncaster.


Red Hunting Hawk og Carlos Lopez sæsondebuterer med sejr i 3-års Drømmen foran Giant Fortune/Oliver Wilson og My Nikita/Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Red Hunting Hawk, der her gjorde sin første start i regi Francisco Castro, har nu startet fire gange på Klampenborgs græs med to sejre og to andenpladser til følge. I fjor aflagde hesten sin maidentitel med 10 længder over 1200 meter, hvorefter han var anden i Goffs Futurity Stakes på Derbydagen bag Safari Blues (The Gurkha).

Siden blev det til tre tredjepladser på stribe, heriblandt i The Heatherwold Cup på Øvrevoll, og hestens fine statistik på græs blev altså kun forbedret i sæsondebuten.

“Han er allerede meldt igen til et 3-årsløb næste søndag på Jägersro, og det meningen han rider videre på formen og starter igen dér”, sagde en glad ejer Flemming Salomonsen efter årets første sejr.


Yvonne og Flemming Salomonsen tager sammen med Francisco Castro imod vindende Red Hunting Hawk og Carlos Lopez. Foto: Burt Seeger.

Red Hunting Hawk tilhører første årgang efter Yeomanstowns Studs El Kabeir (Scat Daddy), og han er ud af den tidligere skandinaviske tophoppe Cover Girl (Common Grounds), som siden gik i stutteriet i Irland og tidligere har produceret topnavne som Listed-vinderen Mister Manannan (Desert Style) og Gruppe-3-placerede Shermeen (Desert Style), som igen er blevet mor til Phoenix Stakes (Gr.1)-vinderen Sudirman.

En anden søster til Red Hunting Hawk, den tidligere Lennart J:r Reuterskiöld-trænede Ride For Roses (Barathea), var for 11 år siden én af Skandinaviens bedste 3-årige hopper med sejre i blandt andet Altamiralöpning og Summer Fillies på Jägersro.


3-årige Sir Chaplin leverede en glimrende debut og sejrede overlegent foran Sweetgirl Carlras og Zascha. Foto: Burt Seeger.

En anden skarp debutant var Lea Olsens 3-årige Sir Chaplin (Appel Au Maitre), der blev en meget overlegen maidenvinder over 1600 meter.

I hænderne på Oliver Wilson vandt Sir Chaplin med fire længder foran ligeledes debuterende Sweetgirl Carlras (Juniper Tree), som igen var trekvart længde foran Zascha (Appel Au Maitre) og Titanium Carlras (Wilshire Boulevard).


3-årige Sir Chaplin og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Sir Chaplin er opdrættet på Stutteri Hjortebo af Martin Hjorth Jensen og tredje afkom ud af klassisk placerede Nudetnok (Academy Award).

Han er helbror til sidste sæsons vinder af Dansk St. Leger, Suspicious Boy, og halvbror til den tidligere Auktionsløbsvinder New Target (Center Divider), så naturligvis er der masser af klassiske ambitioner hæftet til Karin Sallings brune hingst.


Træner Lea Olsen med 3-årige Sir Chaplin og jockey Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Premieredagens tredje 3-årsvinder blev Bent Olsen-trænede Onyx (Royal Experiment), der under Marcos Robaldo kæmpede sig til sejren mod Inge Mette Dejgaards Dress Circle (Showcasing), hvorefter der var fire længder til Miss Mambo (Mambo King) på tredjepladsen.


Onyx og Marcos Robaldo slår Dress Circle med Andreas Tapia Dalbark. Foto: Burt Seeger.

Onyx, der er opdrættet af Marianne Pedersen og ejet af Rene Mathiesen, kom fra tre starter som 2-årig, hvor han forbedrede sig kraftigt fra gang til gang og afsluttede året med en andenplads på otte længders afstand af staldveninden Mygirlcharlie (Myboycharlie).


Marcos Robaldo fik årets første vinder i lørdagens sidste opgør med 3-årige Onyx. Foto: Burt Seeger.

Med maidensejren sørgede Onyx samtidig for, at Marcos Robaldo fik sin første sejr som officiel førstejockey for sin arbejdsgiver Bent Olsen, og det blev samtidig også Olsens første vinder i 2022.


Oliver Wilson får akkurat presset Great Basin foran Revolutme med Marcos Robaldo. Foto: Burt Seeger.

Forinden havde duoen Olsen/Robaldo været meget tæt på at vinde med 4-årige Revolutme (Fast Company), der efter et ubesværet føring undervejs næsten fik lov at holde hele vejen hjem i lørdagens klasse-2-handicap over 1400 meter.


Brian Wilson og Laura Langthaler med Great Basin og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Akkurat før stregen fik Oliver Wilson dog båret 5-årige Great Basin forbi Revolutme, og førstepræmiens 29.500 kroner tilfaldt ejer/opdrætter Eva CS Pettersson.

Great Basin trænes på Trongården af Brian Wilson, der ligesom flere af sine trænerkollegaer på Klampenborg fik en alletiders start på den længe ventede nye sæson.


Udvendige Smooth Escape fangede akkurat Frost med Barnaby et hoved efter på tredjepladsen. Foto: Burt Seeger.

En anden med let til smil var ejer/træner Pia Larsen Jensen, der langt om længe kunne få en ny sejr med 8-årige Smooth Escape (Myboycharlie).


En glad ejer/træner Pia Larsen Jensen med Smooth Escape. Foto: Burt Seeger.

Smooth Escape vandt med Annie Nilsson-Lindahl i bøjlerne en umådelig tæt opløbskamp med Allan Thelix-duoen Frost (Special Quest) og Barnaby (Special Quest), og det var hestens første sejr siden efteråret 2020.


Philiango og Mathilde Lund Johansen blev årets første vinder-ekvipage på Klampenborg i 2022. Foto: Burt Seeger.

Årets første løb på Klampenborg blev signeret af Torbjörn Nobels 7-årige Philiango (Philomatheia), der under lærling Mathilde Lund Johansen holdt et ellers stærkt angreb fra Illumination (Al Shemali) fra livet.

Philiango havde en fremragende sæson i fjor med fire sejre i 12 starter, og vinterpausen har i hvert fald ikke sat sine spor hos den brune vallak, der denne gang tjente 22.000 kroner til Pepe’s Bodega.


Philiango og Mathilde Lund Johansen blev årets første vinder-ekvipage på Klampenborg i 2022. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top