Søndag 24. april rides årets første skandinaviske Listed-opgør – Spring Mile over 1600 meter på Jägersro. Blandt de 13 anmeldte er sidste års svenske og norske Derbyvinder Stroxx Carlras, der i år skal etablere sig i den ældre skandinaviske elite.
Rikke Bonde-trænede Stroxx Carlras (Footstepsinthesand) indleder 2022 med et handicap op 88, nøjagtig ligesom Lennart J:r Reuterskiölds Wolfof Vancouver (Speightstown) og Wido Neuroths No Short Cuts (Will Take Charge).
De tre heste mødtes i Svenskt Derby, hvor Stroxx Carlras slog Wolfof Vancouver med det mindst mulige efter en forrygende opløbskamp, mens storfavoritten No Short Cuts blev femte.
Siden fortsatte Stroxx Carlras med at vinde Norsk Derby og Mischa Kahns Minneslöpning, mens Wolfof Vancouver, der forinden havde vundet Voterlöpning, også hjemtog det tredje ben af Jägersros Triple Crown, Hurricanelöpning.
Wolfof Vancouver og Stroxx Carlras er sammen med No Short Cuts og førstnævntes staldkammerater Hey Brother (Hallucinate) og Irish Action (Zoffany), Nina Lensviks Palm Springs (Juniper Tree) samt Francisco Castros Pusjkin (Muhaarar) en del af den 4-årige Spring Mile-garde, som nu skal udfordre den ældre og etablerede hær af skandinaviske eliteheste.
Én af disse er Lennart J:r Reuterskiölds Plantstepsdream (Planteur), der i fjor besejrede Duca Di Como (Clodovil) i Peas And Carrots Mile (L) og nu står med et generalhandicap på 93 – altså fem kilo højere end de bedste klassiske heste i fjor.
Meldt er også Annika Delinders Couples (Helmet), Bent Olsens Nascetta (Dubawi), Francisco Castros Sea Lieutenant (Mastercraftsman), Susanne Strands Weltruhm (Excelebration) og den 4-årige hoppe Numeira (Raven’s Pass), der trænes af Ingrid Janackova Koplikova i Tjekkiet.
Næste indsats til Spring Mile (L) er den 4. april, og der starterklæres til løbet den 19. april.