fbpx

York Stutteri: Helbror til Oaks- og Breeders’-vinderen Malekha

Hos familien Elsass på York Stutteri kom årets første føl til verden tidligt lørdag morgen, da Fawzia Stakes-vinderen Mariyca folede en helbror til Waleed Zawawis Oaks- og Breeders’-vinder Malekha.


Mariyca med sit hingstføl efter Juniper Tree. Foto: Privat.

“En stor, flot og korrekt hingst. Han kom til verden kl. 4:30 og var hurtigt på benene”, fortæller Alexander Elsass om Juniper Tree-sønnen, der får en hel del at leve op til.

Helsøsteren Malekha vandt som 3-årig Dansk Oaks og var anden i Dansk St. Leger samt tredje i Dansk Derby, og i fjor fulgte hun op med at sejre i Dansk Breeders’ Cup.


Malekha og Oliver Wilson vinder Dansk Breeders’ Cup foran Careless Whisper med Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger.

Udover at være helbror til Malekha er hingstføllet halvbror til 4-årige Hollywoodboulevard, der sidste år var anden i Breeders‘ Prize Classic, Jockeyklubbens Grand Prix og Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer, samt tredje i Breeders’ Trophy Classic, og til Mariyna (Mingun), der som 2-årig var tredje i Skandinavisk Opdrætningsløb og i år selv venter føl for første gang – ligeledes efter Juniper Tree.

I fjor købte Waleed Zawawi også Mariycas hoppeåring, en helsøster til Hollywoodboulevard, og hun er nu i træning hos Brian Wilson på Trongården.


Mariyca/Dina Danekilde vinder Fawzia Stakes 2011 foran Grafitti. Foto: Stefan Olsson.

Zwicky Racing og Filip Zwicky Agencys 16-årige Mariyca er opdrættet af HH Aga Khan og var vinder som 2-årig i Irland for John Oxx.

Hun kom til Skandinavien som 4-årig og slog sidenhen bl.a. til i Klampenborgs Fawzia Stakes, hvor hun i Ole Larsens træning og Dina Danekildes hænder besejrede Niels Petersens to championhopper Grafitti og Tatoosh.


Mariyca med helbroderen til Malekha. Foto: Privat.

Mariyca tilhører én af Aga Khans store moderlinjer, hvor tredjemoderen Masarika bl.a. vandt det franske 1000 Guineas (Gr.1) og Prix Robert Papin (Gr.1).

Masarika var ligeledes en stor succes i avlen som mor til flere Black Type-vindere, og mormor til Gruppe-1-vinderne Eagle Mountain, Dank og Sulk.

Mariycas halvsøster, Masela (Medicean), havde ikke nogen stor væddeløbskarriere selv, men hun er nu mor til bl.a. Smokey Lane (Zebedee), der som 2-årig var vinder samt placeret anden i Dragon Stakes (L) på Sandown og tredje i Roses Stakes (L) i York.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top