fbpx

Tam O’Rito nedkæmpede tapre York Street

Agria Breeders’ Trophy Classic fik en forrygende afslutning tirsdag aften, da tre heste krydsede målstregen næsten samtidig efter en helt utrolig fight.


Som forventet tog Manuel Santos spidsen fra start med den dobbelte 2000 Guineas-vinder York Street, og parret blev i front til sidste galopspring før målstregen, hvor Kim Andersen formåede at presse langtgalopperende Tam O’Rito foran til sejr med det mindst mulige.

Samtidig afsluttede Søren Jensen-trænede Blue Mary fremragende efter at have haft en del trafikproblemer i opløbet, og faktisk var hun den der skød bedst fart over mål, men hun dukkede akkurat for sent op under Sara Slot.

Det var faktisk så tæt i mål, at Manuel Santos gjorde sejrsgestus idet han krydsede målstregen, og Kim Andersen sagde endda tillykke til chileneren da de pullede op – men målfotoet viste at sejren gik til hjemmebanehåbet Tam O’Rito, der trænes af lokale Patrick Wahl.

“Jeg kunne slet ikke følge med fra start, og var faktisk allerede ridende da vi kom ud på bagsiden. Rundt opløbssvinget kom jeg bedre med, men distancen var absolut et minimum og banen var hurtigere end jeg havde håbet på”, fortalte Kim Andersen efter løbet, som indbragte den danske championjockey 10 procent af førstepræmiens 790.397 svenske kroner.

Det var Tam O’Ritos tredje sejr i fire starter i år, og det hidtil eneste nederlag i 2005 kom i Svenskt Derby, hvor han sluttede fjerde bag vindende Albany Hall.

Træner Patrick Wahl havde hele fem heste med i løbet og kunne foruden sejren også sole sig i fjerdepladsen med Le Chef, mens Tromb og Quinzi Bloom delte femtepladsen.

De sidste præmiepenge i løbet gik til Vigelegere.

Forhåndsfavoritten Novasky fik aldrig med udfaldet at gøre, hvilket skyldtes at jockey David Delgado allerede ind i første sving mistede begge stigbøjler og derfor måtte gennemføre løbet siddende i sadlen på den Tommy Gustafsson-trænede hoppe.


Overraskelser i de Svenske Mesterskaber

Tirsdag aften bød på favoritfald i både Krafft SM Classic og SM Sprinters på Täby.

I førstnævnte var Fredrik Reuterskiöld-trænede Honeysuckle Player den klare favorit i totalisatoren, men Fredrik måtte dog se sin storebror Lennart Reuterskiöld Jr. løbe med sejren i løbet, da 4-årige Passport under Jacob Johansen sejrede sikkert med en længde for Jacob Johansen.

Andenpladsen gik Lennart Reuterskiöld Senior-trænede Diaghilew, mens Reuterskiöld Jr’s anden deltager Zico indtog tredjepladsen foran Honeysuckle Player.

Reuterskiöld-familien sad altså på de fire første pladser i det 1950 meter lange opgør, hvor 86.000 svenske kroner gik til vinderen.

En endnu større overraskelse stod Olle Stenström-trænede Lucky Heart for i Krafft SM Sprinters over 1150 meter, hvor den 5-årige vallak under Nicholas Cordrey akkurat afholdt en uheldig Hide And Seek fra endelig at vinde sin første sejr i de svenske mesterskaber.

Lucky Heart sejrede med hals, mens You Never Know fulgte på tredjepladsen. Der var 84.000 kroner i førstepræmie til Lucky Heart.

Nogen stor sensation var det dog ikke, at Wido Neuroths 2-årige hingst Icaros var bedst i Krafft SM for 2-årige heste over 1150 meter.

Icaros, der leverede en fremragende debut på Jägersro, men senest mistede sin rytter Fredrik Johansson i de skandinaviske mesterskaber på den norske Derby-Dag, fik en perfekt indvendig rejse fra spor et, og da han fik marchordre i opløbet efterlod han uden problemer resten af feltet og strøg hjem til en overlegen fem længders sejr før Lamberth Walk og Blossom In May.

Fredrik Johansson var naturligvis i sadlen på Zafonic-sønnen, der utvivlsomt går en stor fremtid i møde.

Der var gode 225.450 svenske kroner i førstepræmie til Stall EOS.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top