Tredjedagen af Goffs November Sale bød på nye handler af både Darren Tsang og 360 North Horse Racing, som købte føl efter henholdsvis Dark Angel og Gleneagles.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/11/IMG_0321.jpeg)
Darren Tsang lagde ud med lot 652, en hoppe efter evigt populære Dark Angel (Acclamation) og ud af Diktat-datteren Elshabakiya, der var vinder og placeret anden i både October Stakes (L) og Heros Spring Cup (L).
Elshabakiya er i forvejen mor til to startende afkom, herunder en vinder efter Invincible Spirit, og kommer fra samme familie som Prix Morny (Gr.1)-vinderen Myboycharlie og The Galaxy (Gr.1)-vinderen Snowland.
“Hoppeføllet skal ligesom føllet vi købte i mandags blive i Irland og fremstilles på en af næste efterårs auktioner”, siger Darren Tsang, der opnåede et hammerslag på 30.000 euro for Dark Angel-datteren.
![](https://galopsport.dk/wp-content/uploads/2019/11/IMG_0313.jpeg)
Senere på onsdagen slog 360 North Horse Racing også til igen, denne gang på lot 708, en brun hingst efter Coolmores firedobbelte Gruppe-1-vinder Gleneagles (Galileo).
Hammeren faldt på 80.000 euro for hingsten, der er halvbror til to vindere og ud af en halvsøster til Oh So Sharp Stakes (L)-vinderen Selinka (Selkirk), der igen er mor til den dobbelte Gruppe-3-vinder Hit The Bid.
“Han skal ligesom vores nyerhvervede Mastercraftsman-hoppe tilbage til Irland til næste år, men i første omgang går hestene til York Stutteri som led i en spændende, ny pinhook-strategi”, siger 360 North Horse Racings Nils Jansson, der totalt handlede føl for 145.000 euro og ved købet af Gleneagles-hingsten vandt budduellen mod Coolmore.
Goffs November Sale fortsætter torsdag og fredag med salg avlshopper, hvorefter fredagen afrundes med endnu en følsession.