Efter den lovende 3-årshoppe Florentine først på ugen gik bort, skal ejerkredsen Stald KTAS på markedet igen for at finde ny hest til de over 200 andelshavere.
Florentine nåede tre andenpladser i bare fire starter med 69 i handicap. Hun var første afkom ud af den klassiske vinder Florence Craye, som vandt Mowerinaløb i 2012 i Bent Olsens træning.
”Det bliver Bent Olsen, som skal finde afløseren”, fortæller Stald KTAS’ forretningsfører Bent Rejkjær.
”Vi har i forvejen Acapello hos Bent Olsen. Han er blandt de bedste 2-årige i Skandinavien”, siger Bent Rejkjær om lillebroderen til Irish Trilogy.
Acapello er vinder på Klampenborg i år og var senest tredje i Svealandlöpning på Bro Park. Han var således et guldfund for bare 4.000 euro som åring i fjor på Goffs Autumn Yearling Sale i Irland.