fbpx

Strålende Radiant Carlras vandt Goffs Futurity Stakes

Efter en skuffende – men undskyldt – 10. plads i Produce Stakes var Radiant Carlras på strålende vis tilbage som vinder af Derbydagens store 2-årsopgør, Goffs Futurity Stakes.


Radiant Carlras og Elione Chaves slår Admiralty Law og Victoria Placa i Goffs Futurity Stakes. Foto: Burt Seeger.

Stald Ras’ fukse hoppe førte det meste af vejen under Elione Chaves, som resolut red fremad for at forsvare sit indvendige startspor.

Ind i opløbssvinget førte Radiant Carlras (Center Divider) foran Tristan Torkdahl (Mizzen Mast) og favoritten Acapello (Cappella Sansevero).

Inde bagved de forreste lunede Nicolaj Stott sig på ryggen af debuterende Admiralty Law (Appel Au Maitre), og nærmest rækværket stod Shane Karlsson i bøjlerne på Victoria Placa (Wootton Basset).

Samtlige ni heste var godt med ind på opløbsstrækningen, hvor Radiant Carlras stak et par længder fri af de øvrige, nu med Admiralty Law lige i hælene. Acapello lå længe godt med midt i banen med staldveninden Stoneeye’s Kitten (Kitten’s Joy) udvendigt for sig – men modsat mange af Derbydagens øvrige opgør foregik det denne gang i den indvendige del af opløbet.

Radiant Carlras og Elione Chaves slår Admiralty Law i Goffs Futurity Stakes. Foto: Burt Seeger.

Både Admiralty Law og Victoria Placa kom forrygende på de sidste 250 meter, men Radiant Carlras blev ved med at svare og sejrede til slut sikkert med en halv længde foran de to førnævnte.

Acapella fulgte siden op som fjerde foran The Maestro, Stoneeye’s Kitten, Tristan Torkdahl, Totally Convinced og Billy Byrnes.

Goffs Futurity Stakes blev redet for anden gang. I fjor vandt Sir Churchill foran Red Cactus, så allerede nu har løbet en historie bag sig.

Søren Jensens Admiralty Law ligner afgjort et navn for fremtiden og ser ud til at leve op til sin træners store lovord.

Francisco Castro, Elione Chaves og Stald Ras med Radiant Carlras. Foto: Burt Seeger.

Ligesom vindende Radiant Carlras er Admiralty Law født og opvokset på Stutteri Hjortebo, men som ejet og opdrættet af Stald Seaside, der også selv ejede moderen Silvertown i dennes korte løbskarriere som bl.a. bød på sejre i Dansk Kriterium og Vinterfavoritternes Ærespræmie.

For Francisco Castro-trænede Radiant Carlras drejer det sig også om Klampenborg sæsonen ud.

“Hun blev købt på Scandinavian Open Yearling Sale i fjor og kan derfor deltage i Auktionsløbet om en måned. Derefter går vi efter Dansk Kriterium”.

“Vi ændrede taktikken denne gang og lod hende forsvare sit indvendige spor. Sidste gang blev det hele forkert, mest af alt fordi hun ikke taklede bagsiden og svinget. Hun vil blive endnu bedre med en mere fast bane under sig”, afslørede Castro om helsøsteren til dagens senere Larch Ærespræmie-vinder Nokengang.

Irish Thoroughbred Marketing udskrev en check på 2.000 euro til Stald Ras. Foto: Burt Seeger.

Radiant Carlras er tredje startende afkom ud af Mowerina-vinderen Viktoria Dream (Cajun Cadet), og udover Nokengang er hun halvsøster til den danske 2000 Guineas-2’er fra 2017, King’s Son (Mingun).

Udover førstepræmiens 100.000 kroner tog Stald Ras imod en købsvoucher på 2000 euro fra Irish Thoroughbred Marketing (ITM).

Voucheren kan anvendes på én af efterårets auktioner i Irland og blev overrakt af virksomhedens Marketing Executive Alex Cairns, som besøgte Klampenborg for anden gang i denne sæson.

Goffs Bloodstock Sales’ Joey Cullen og Irish Thoroughbred Marketings Alex Cairns overrækker ærespræmie til Stald Ras’ Bolette og Karen Margrethe Sig Rasmussen. Foto: Burt Seeger.

RADIANT CARLRAS (DEN)
fuks hoppe 2017
v. Center Divider (Giant’s Causeway)
1. mor Viktoria Dream (Cajun Cadet)
2. mor Alacrity (Alzao)
3. mor Hastening (Shirley Heights)
Søskende i Skandinavien: King’s Son (80), Nokengang (78)
Anden sejr på Klampenborg i 3 starter.
Anden karrieresejr i 3 starter.
122.500 DKK.
Ejer: Stald Ras.
Træner: Francisco Castro.
Opdrætter: Stutteri Hjortebo.
Købt for 380.000 DKK på Scandinavian Open Yearling Sale 2018.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top