fbpx

Brølet fra publikum blev gengældt af Wilson

Tillykke, Karin. Tillykke, Marc. Tillykke, Oliver. Tillykke, Stutteri Hjortebo.

Med én de mest stormfulde præstationer i et dansk Derby i nyere tid, levede Queen Rouge op til sin enorme favoritrolle og vandt med 10 længder.


Derbyfeltet på vej rundt tribunesvinget. Yderst ses Queen Rouge, forrest Wishformore og bagest Margrethe. Foto: Burt Seeger.

Den fukse hoppe sprang af som gigantisk favorit i 2,08 gange indsatsen, og de mange vinderspil placeret på Lord Of England-datteren gav genlyd, da hun sammen med Oliver Wilson efterlod konkurrenterne på en måde så de nærmest stod stille i opløbet.

Brølet fra tilskuerne blev gengældt af Wilson, da han med knyttet næve skreg sin forløsning ud de sidste meter op mod målstregen.

Efter andenpladsen med King David i fjor havde han atter den gigantiske favoritværdighed på sine unge skuldre, og ligesom i fjor forvaltede han sit ridt på eksemplarisk vis.

Denne gang blev det sejr.

Queen Rouge og Oliver Wilson forlod konkurrenterne og vandt The Macallan Dansk Derby med 10 længder foran Good Fella og Silverstone. Foto: Burt Seeger.

Rafael Schistl lagde ultra-offensivt ud på ryggen af Niels Petersen-trænede Wishformore, der allerede rundt tribunesvinget havde skabt sig et forspring på adskillige længder.

Ud på bagsiden øgede Wishformore sin føring til over 10 længder med Primacor, Frasetti Cieli, Good Look og Dragons’ Den.

Resten af feltet lå tæt samlet med Queen Rouge på en delt ottendeplads med Good Fella.

Oliver Wilson brøler sin glæde ud i bøjlerne på Queen Rouge. Foto: Burt Seeger.

Wilson havde hele tiden sin hest placeret yderst i banen, og forbi Dyrehavsbakken skyggede han især Carlos Lopez på ryggen af Silverstone.

Netop Silverstone avancerede stærkt på sidste del af bagsiden og var i opløbssvinget oppe på andenpladsen – stadigvæk på klar afstand af Wishformore.

På dette tidspunkt var Primacor allerede ved at melde udsolgt, ligesom mange øvrige kandidater var faldet fra bagest i feltet.

Bagved Queen Rouge arbejdede Good Fella også forrygende under Nicolaj Stott, og der tegnede sig her et billede af, at netop Queen Rouge, Good Fella og Silverstone skulle lande på Derbyets tre første pladser.

Queen Rouge og Oliver Wilson vinder The Macallan Dansk Derby. Foto: Burt Seeger.

At Queen Rouge dog skulle sige farvel til sine konkurrenter på dén måde, var med til at gøre The Macallan Dansk Derby 2019 til én af de udgaver der vil blive husket i mange år fremover.

Oliver Wilson havde fortsat nogle længder at hente på en velgående Silverstone da hun ramte opløbsstrækningen. Indvendigt så Wishformore ud til at være færdig for dagen, mens Good Fella var stærkt gående udvendigt.

Silverstone nåede aldrig fronten.

Wishformore holdt pænt ved, og da han endelig blev fanget var det af Queen Rouge, som med sin imponerende, lange aktion blæste forbi og på kort tid forvandlede det der få sekunder tidligere kunne have lignet en spændende opløbskamp til en komplet magtdemonstration.

Her skærer Queen Rouge og Oliver Wilson målstregen som vindere af The Macallan Dansk Derby. Foto: Burt Seeger.

Wishformore faldt ned som niende gennem mål. Silverstone fortsatte ufortrødent og leverede det bedste hun kunne, men måtte på de sidste meter også slippe Good Fella forbi sig med en halv længde.

Derefter var der fire længder til Margrethe på fjerdepladsen, mens Two Eyed Jack blev sidste præmietager med det mindst mulige foran Sankt Peder og Good Look.

Siden fulgte 2000 Guineas-vinderen Prince Charming, Wishformore, Aristoteles, Primacor, Frasetti Cieli, Hampus G, Valentin Apache og Dragons’ Den.


Queen Rouge og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Med førstepræmiens 500.000 kroner er Queen Rouge ikke langt fra at nå en samlet præmiesum på 1,7 millioner danske kroner.

Det er vel at mærke efter bare otte starter, hvoraf de fem er endt med sejr.

Queen Rouge og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Hun har dermed tjent endnu mere end sin ét år ældre staldkammerat King David, og hun kan nu også kalde sig tredobbelt klassisk vinder efter de tidligere triumfer i Mowerinaløb og Svenskt 1000 Guineas.

Karin Salling og Marc Stott jubler sammen efter Derbytriumfen. Foto: Burt Seeger.

Det var Karin Sallings tredje sejr i Dansk Derby. Den første kom i 2010 med Sir Henry, nummer to i 2017 med Sir Herman.

Begge trænet af Søren Jensen.

Oliver Wilson og Marc Stott. Foto: Burt Seeger.

For både Marc Stott og Oliver Wilson blev det karrierens første Derbysejr – men sikkert ikke den sidste for det unge makkerpar, der ikke alene har taget Skandinavien med storm i år, men også vundet Gruppe-3 i Hamborg med netop førnævnte King David.


Præmieoverrækkelse efter The Macallan Dansk Derby. Foto: Burt Seeger.

For Stutteri Hjortebo – Jette, Søren, Iben, Morten og Christian – var det opdrættersejr nummer seks i Dansk Derby.

Fra Algol i 1990 til Master Kid i 2008, Sir Henry i 2010, Suspicious Mind i 2016 og Sir Herman i 2017.

Det var naturligvis en tydeligt bevæget kreds af industriens aktive, som i vindercirklen modtog Queen Rouge.

“Jeg havde rejst til Deauville i 30 år i træk, men kunne ikke rejse derned i 2015”, fortalte Søren Hjorth Jensen.

“I stedet sendte jeg Iben og Morten derned med penge til at købe to hopper i fol. På førstedagen havde de brugt alle pengene på en enkelt hoppe efter Dubawi, og hun var i fol ved Lord Of England. Et af argumenterne for at bruge alle pengene på en gang var, at Lord Of England var tilmeldt Breeders’-serien, som jo nok bliver det næste for Queen Rouge nu”.

Vindertrioen Karin Salling, Marc Stott og Oliver Wilson. Foto: Burt Seeger.

Queen Rouges mor, Tolerate, kostede 14,000 euro på Arqana efter en løbskarriere som bød på to sejre som 3-årig i Tyskland og Italien, og hun var tilmed  fjerde i det tyske Listed-opgør Badener Ladies Sprint Cup.

Moderlinjen rummer masser af vindere og fører tilbage til den tyske Listed-vinder Arionette,som var næsthøjest handicappede 2-årige hoppe i Tyskland i 1983.

Netop Arionette er halvsøster til Union-Rennen (Gr.2)-vinderen Anatas, den tyske 3-årschampion og St. Leger-vinder Anno, den tyske Derbyvinder Adlerflugs mormor Alya, samt ikke mindst Gruppe-3-placerede Allegretta, som blev mor til Prix de l’Arc (Gr.1)-vinderen Urban Sea og dermed også mor til bl.a. Galileo og Sea The Stars.

Altså en moderlinje fyldt med stærkt stayerblod.

Oliver Wilson vandt sin første Derbysejr på Queen Rouge. Foto: Burt Seeger.

Ikke nok med, at Stutteri Hjortebo både står bag nummer vinderen Queen Rouge, andenhesten Good Fella (opdrættet på Hjortebo af Havemann/Buskop) og fjerdehesten Margrethe i 2019-udgaven af The Macallan Dansk Derby – stutteriet havde sin velsagtens største Derbydag nogensinde med en double i både Goffs Futurity Stakes med Radiant Carlras/Admiralty Law og Larch Ærespræmie med Nokengang/Fortune Star, samt yderligere sejre i Elkær Stutteri Fawzia Stakes med Mylegend og Viking International Cup med Negroamaro.

Mere om disse løb i separate historier fra Derbydagen.

Queen Rouge og Oliver Wilson vinder The Macallan Dansk Derby. Foto: Burt Seeger.

Derbyets tredjehest Silverstone er opdrættet af Bechmann Racing, men endnu et historisk perspektiv på Hjortebos enorme indflydelse på dansk avl er, Silverstones egen mor, Final Appearance-datteren Loquita, også er et klassisk vindende afkom fra championstutteriet i Bjerringbro.


QUEEN ROUGE (DEN)
fuks hoppe 2016
v. Lord Of England (Dashing Blade)
1. mor Tolerate (Dubawi)
2. mor Abide (Pivotal)
3. mor Ariadne (Kings Lake)
Tredje sejr på Klampenborg i 4 starter.
Femte karrieresejr i 8 starter.
1.681.341 DKK.
Ejer: Mme Fernande.
Træner: Marc Stott.
Opdrætter: Stutteri Hjortebo.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top