fbpx

Heroisk andenplads til Lavender’s Blue på Newbury

Benny Anderssons 3-årige hoppe Lavender’s Blue (Sea The Stars) så bedst ud af alle, da der blot manglede få hundrede meter af lørdagens Fillies’ Trial Stakes (L) på Newbury. Til slut måtte hun dog bøje sig for favoritten Queen Power.


Lavender's Blue vinder under Robert Havlin. Foto: ©mark Cranhamphoto.com
Lavender’s Blue. Foto: ©mark Cranhamphoto.com

I sin blot anden karrierestart viste Lavender’s Blue, at hun har en strålende fremtid foran sig.

Efter debutsejren i Newmarket var hun denne gang ude over 2000 meter i Newburys forprøve til Epsom Oaks (Gr.1).

Jockey Jim Crowley var sidste mand til at give marchordre, og en overgang så sejren ud til at være indenfor rækkevidde.

Favoritten Queen Power havde længe været af bidet under Silvestre De Souza, men Shamardal-hoppen blev ved med at finde mere under pres, og til slut fik hun nedkæmpet den svenskejede konkurrent med hals.

Yderligere en hals bagefter fulgte John Gosdens Star Catcher/Frankie Dettori, hvorefter der blev et par længders ydeligere afstand til Star Terms/Ryan Moore og Sea Of Faith/James Doyle.

Efter lørdagens præstation på Newbury fortjener Lavender’s Blue uden tvivl chancen i Oaks (Gr.1).

Det bliver én af Benny Anderssons største meritter som ejer og opdrætter blot at få en kandidat med i det hæderkronede opgør på Epsom, og hun vil på ingen måde blive afskrevet som chanceløs når dagen om få uger oprinder.

Sir Michael Stoutes vindende Queen Power havde vundet sin debut i Newmarket som 2-årig, og var slået med det mindst mulige i sin sæsondebut over 1600 meter på Ascot.

Som fortalt så ofte før, er Lavender’s Blue et resultat af Benny Anderssons egen opdrætterinteresse.

Hun er datter af Derby- og Arc-vinderen Sea The Stars (Cape Cross) og ud af Gruppe-1-placerede Beatrice Aurore (Danehill Dancer), som Benny Andersson også selv er ejer og opdrætter af.

Beatrice Aurore er halvsøster til den danske Derby- og Listed-vinder Sibelius (Night Shift), til Golden Mile (L)-vinderen Vigelegere og til Bloomers’ Vase (L)-vinderen Ray, og de er alle ud af Benny Anderssons franske Listed-vinder Mondschein (Rainbow Quest).

Både Vigelegere og Ray er ligesom Beatrice Aurore selv gået i avlen, og førstnævnte har bl.a. produceret Oaks- og St. Leger-vinderen Inaya (High Chaparral) og St. Leger-vinderen Sergel (Archipenko). Også Inaya er nu gået i stutteriet.


Herunder ses resultatet af lørdagens Fillies’ Trial Stakes (L) på Newbury:

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top