fbpx

Familien Nielsen løb med sejrene i Aalborg

Årets to første galopløb på Aalborg Væddeløbsbane blev signeret af Ann-Charlotte Nielsen og hendes farbror John Nielsen, der vandt med henholdsvis Eftiraath og Miss Van Winkle.


Villy og John Nielsen med Eftiraath (Poet's Voice). Foto: Filip Zwicky Agency ApS.
Villy og John Nielsen med Eftiraath (Poet’s Voice). Foto: Filip Zwicky Agency ApS.

Eftiraath, der i fjor vandt tre af sine 11 starter og desuden var tredje i Norsk St. Leger bag Master Bloom og Learn By Heart, startede for første gang i Ann-Charlotte Nielsens varetægt efter at have været trænet af Tobias Hellgren i fjor.

Poet’s Voice-sønnen har dog været ejet af Stald Søndervang siden Villy Nielsen selv købte ham for 4,000 pund på sidste års Goffs UK January Sale i Doncaster, og han har nu rundet 175.000 danske kroner i samlet indtjening.

Mandagens sejr kom ganske sikkert i hus under brasilianske Marcos Robaldo, der placerede sin hest invendigt bag førende Laszlo/Rafael de Oliveira.

Ind på opløbsstrækningen trak Robaldo sin hest et par spor ud i banen, og Eftiraath trodsede sin høje vægt på 68 kilo og trak fra til en ganske let sejr på næsten tre længder.

Laszlo holdt godt ved til andenpladsen foran Gentleman Jack/Nicolaj Stott, Amelia Jay/Manuel Santos og den sidste præmietager Amor Invicto/Sara Slot.

Eftiraath fik 15.000 kroner for sejren i årets første galopløb i Aalborg og fik følgende ord med på vejen af sin ejer, Villy Nielsen:

“Marcos havde fået besked på at ligge anden-tredje undervejs, og han gør altid hvad han får besked på. Næste gang gælder det Champion Stakes på Jyllandsløbsdagen i Aarhus, og det er faktisk årets helt store mål at vinde dét løb”.


Villy Nielsen tilser broderen John Nielsens Miss Van Winkle (Rip Van Winkle) i Doncaster. Foto: Filip Zwicky Agency ApS.
Villy Nielsen tilser broderen John Nielsens Miss Van Winkle (Rip Van Winkle) i Doncaster. Foto: Filip Zwicky Agency ApS.

Maidensejr til Miss Van Winkle

Og det blev i familien Nielsen da årets andet galopløb skulle afgøres. Denne gang var det Villy Nielsens bror, John, der var i træner- og ejerrollen med 4-årige Miss Van Winkle.

Hoppen tog sin første sejr siden hun var med samme transport som Eftiraath hjem fra Doncaster i fjor, og det var efter hård kamp med Keld Chr. Karlsens Legial/Nicolaj Stott, der kom meget tæt på til slut, hvorefter Ann-Charlotte Nielsens Quiet Weekend/Marcos Robaldo sluttede en længde efter som tredje.

“Hun er en fin hoppe, som hidtil havde skuffet mig løbsmæssigt, men jeg tror, at hun har langt bedre ting foran sig”, sagde en glad John Nielsen om Rip Van Winkle-datteren, der blev redet til sejr af Manuel Santos.


EFTIRAATH (GB), brun vallak 2015 v. Poet’s Voice (Dubawi)
1. mor Heading North (Teofilo)
2. mor Round The Cape (Cape Cross)
3. mor Rock The Boat (Slip Anchor)
Anden sejr i Aalborg i tredje forsøg. Fjerde karrieresejr i 13 starter. 175.458 DKK.
Ejer: Stald Søndervang. Træner: Ann-Charlotte Nielsen. Opdrætter: P T Tellwright.
Købt for £4,000 på Goffs UK January Sale 2018 i Doncaster.


MISS VAN WINKLE (GB), brun hoppe 2015 v. Rip Van Winkle (Galileo)
1. mor Lasso (Indian Ridge)
2. mor Rosse (Kris)
3. mor Nuryana (Nureyev)
Første sejr i Aalborg i femte forsøg. Første karrieresejr i 13 starter. 25.250 DKK.
Ejer: John Nielsen. Træner: John Nielsen. Opdrætter: Marson Stud.
Købt for £800 på Goffs UK January Sale 2018 i Doncaster.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top