fbpx

Importtilskud og ekstra opdrætterpenge

Dansk Galops Avlsudvalg kom torsdag eftermiddag med en række positive tiltag i bestræbelserne på, at fremme importen og højne kvaliteten af danskopdrættede fuldblodsheste.


Ét af disse tiltag er et tilskud på 15.000 kroner til import af drægtige hopper indkøbt på offentlige auktioner i England, Irland, Frankrig og Tyskland i løbet af 2019. Tiltaget gælder fra 1. april og omfatter avlshopper, der skal nedkomme i 2020.

For at kvalificere sig til importtilskuddet, skal følgende punkter opfyldes:

  • Avlshoppen skal være født i 2007 eller senere
  • Købsprisen skal minimum være 8,000 euro / 6,375 guineas
  • Køberen forpligter sig til, at afkommet registreres i den danske stambog
  • Avlshoppen må ikke videresælges før den har folet
  • Dansk Galop yder højst ét tilskud pr. stuttteri/husstand/familie.

Desuden bortfalder importgebyret på alle importerede, ifolede avlshopper uanset om de opfylder ovenstående punkter eller ej. Importgebyret lyder normalt på 1.500 kroner.

“Det er naturligvis vores klare hensigt, at tiltaget skal øge både kvaliteten og kvantiteten af importen. En klar fremgang i den danske fuldblodsavl står ikke ligefrem skrevet i stjernerne, men jeg håber, at dette initiativ kan være med til at give både etablerede og nye opdrættere blod på tanden”, siger Avlsudvalgets formand Gert Larsen til GalopSport.


Gift From The Sea (Bernstein) med sit hingsteføl efter Juniper Tree. Foto: Katarina Eriksen.
Herover ses danskopdrættede Two Eyed Jack (Juniper Tree) få dage gammel med sin mor, Gift From The Sea (Bernstein), på York Stutteri. Foto: Katarina Eriksen.

Udover importtiltaget, øremærker Dansk Galop nu også 150.000 kroner til udbetaling af opdrætterpenge for præstationer i Norge og Sverige. Dog ikke i Breeders’-løbene.

Hver enkelt opdrætter kan højst modtage 50.000 kroner af den samlede pulje, og det vedtagne forslag foreskriver, at den nøjagtige procentsats udregnes efter sæsonens afslutning og højst kan udgøre 10%.

“Jeg har været en del af Dansk Galops bestyrelse i rigtig mange år, og det er første gang i min tid – og altså derved i nyere tid – at vi oplever et boost som dette”, siger Gert Larsen og fortsætter:

“Det er selvfølgelig langt fra på linje med de økonomiske forhold de svenske opdrættere nyder af, men jeg synes i forvejen ikke, at dansk avl står tilbage for den svenske, og alt andet lige bør de nye tiltag gøre det mere gunstigt at satse på avlen i Danmark”.

“Jeg glæder mig til at se hvordan vores initiativ bliver modtaget, og det kan jo måles direkte på antallet af importerede avlshopper når vi kommer til efteråret”.

Finansieringen af de nye tiltag sker gennem de bevilligede opdrættermidler fra Dansk Trav og Galop Union suppleret med 60.000 kroner fra “Unghestesatsningen”, samt opsparede midler på Dansk Galops opdrætterkonto.

“I første omgang er tilskuddene vedtaget for indeværende år, men det er helt klart avlsudvalgets hensigt, at initiativet også kommer til at gælde fremadrettet, så vi på den måde forhåbentlig kan sikre en positiv spiral, et sundere fundament for opdrætterne og vedvarende kvalitetsløft”, afslutter Gert Larsen.

Dansk Galops Avlsudvalg består udover formand Gert Larsen af Jens Bechmann, Jens Ditlev Lauritzen, Henrik Stork og Peter Haugaard.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top