fbpx

80 år og stadig i bøjlerne hver dag!

Lørdag den 13. juni fylder et af de største navne i dansk galopsport 80 år. Den tidligere top-jockey og -træner Gert Hansen er fortsat højaktiv i træningen, hvor han hver dag sidder op på hestene i stalden hos samboen, træner Inge Mette Dejgaard.


”Det holder mig ung”, smilede Gert Hansen, da redaktionen spurgte til træningen på den seneste løbsdag i Klampenborg. Naturbanen i Ordrup Mose, som har været Gert Hansens arbejdsplads siden 50’erne.

Gert Hansens første klassiske sejr kom i 1960, da han med glans førte Acrobat til sejr i Dansk St. Leger. Kun to år senere sad Dansk Avlsløb i skabet med Paradox, som var en hingst ud over det almindelige. Han vandt også Produce Stakes og igen med Gert Hansen i sadlen.

Støt og roligt etablerede Gert Hansen sig i den danske jockeyelite, og selvfølgelig kom også Derbysejren i Klampenborg. I kompagni med Far Bell i 1967.

Gert Hansen var også fast inventar i løbene på Jägersro igennem flere årtier, og Svenskt Derby kom også på hans omfangsrige cv. Med favorithesten Flying Drummer i 1973.Den ”grå” var publikumsfavorit i Klampenborg. Luddoven i morgentræningen, men i et helt andet gear, når det endelig gik løs.

Flying Drummer passede fortrinligt i makkerskabet med jockeyen, for Gert Hansen havde en dybt imponerende pacebedømmelse, som gang på gang stillede modstanderne skakmat.Vinzenz Vogel-trænede Flying Drummer og Gert Hansen udgjorde den ene halvdel af historiens bedste duel i Klampenborg. Den anden udgjordes af Benny Jensen-trænede Algarve og Ole Larsen.

4-årige Algarve i sæsondebuten i Berlingske Tidendes Ærespræmie overfor den ét år ældre Flying Drummer med løb i kroppen.Side om side, hoved ved hoved, fjernede duoen sig fra resten af feltet i en duel i ligeved 500 meter, med sejr til Flying Drummer og Gert Hansen i sidste galopspring.

Som en tilskuer sagde det, “overlegent med kort hoved”, som en anerkendelse af Gert Hansens sublime styring.

En hest ragede også op over mængden i Gert Hansens tid som træner. Den dobbelte klassiske vinder Kentucky Queen. Hun var helt enorm ved sejren i Svenskt Oaks. Der var langt frem for Kentucky Queen og Gert Hansen midtvejs i løbet, men danskeren viste, hvad han gjorde.Med under en kilometer tilbage kom angrebet, og Kentucky Queen skyllede hen over feltet til sejr med det halve opløb.

Hesten med det højeste generalhandicap i trænertiden hos Gert Hansen var Mads Bomstærk. Ved et tilfælde kom den til Domino-stalden, idet den var solgt forinden til Bent Mikkelsen, men handlen blev annulleret da Bent Mikkelsens dyrlæge kasserede Honduras-sønnen.

Det kom Bent Mikkelsen til at fortryde. Mads Bomstærk blev et kæmpe aktiv for Gert Hansens stald, med navnlig sejr i Stockholms Stora Pris, men forinden også indblandet i et dramatisk Dansk Derby.

Det var i 1987, i det første millionderby i Danmark. Med Kgl. Brand som sponsor. Med i sponsorpakken havde banens daværende direktør Knut H. Eng forhandlet sig frem til, at Kgl. Brand skulle garantere 1 million kroner i gevinst, hvis der kun fandtes én række med fem rigtige.

Dansk Derby var sidste afdeling af derbydagens V5-spil. Ved sejr ville Mads Bomstærk udløse sologevinsten, og det var ikke langt væk. Mads Bomstærk redet af Brian Wilson kom stærkt mod afslutningen, men nåede akkurat ikke forbi Farandole og Ole Larsen.

Gert Hansen er far til to piger. Den yngste, Pernille Hansen, gik i faderens fodspor som jockeylærling og siden udlært jockey. Hendes ridestil er blandt det smukkeste man har set fra en kvindelig rytter i Ordrup Mose.Til faderens store glæde fik Pernille chancen i Dansk Derby på ryggen af norskejede Limelight, med en nydelig femteplads som resultat.

Fairness har altid været Gert Hansens varemærke. I adskillige år deltog Gert Hansen også på Klampenborg Galopbanes bordtennishold, i firmaturneringen i Lyngby-Taarbæk, hvor han vandt oftere end han tabte.

Fra redaktionen på galopsport.dk skal lyde et stort tillykke til Gert Hansen – hvilken ambassadør for dansk galopsport.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top