Årets udgave af Jydsk Derby, som i fjor blev vundet af Niels Petersen-trænede Acapulco Sunrise, har efter den seneste indsats i marts 54 kandidater tilbage på listen. Vinterfavoritten Beethoven er med 81 i handicap øverst i den officielle ranking, et enkelt kilo over Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen Bruce Almighty.

Beethoven (Goken) trænes af Lea Olsen, som ligeledes står med nuværende topkandidater som den svenske Kriteriumsvinder Albarella (Toronado) og den svenske Auktionsløbsvinder Red Mantel (Red Cactus), begge med 77 i handicap.
På 79 finder Rikke Rohbach Bondes Classic Blaze (Go Go Gadget), som havde en lovende 2-årssæson hvor to starter blev omsat i en let maidensejr og derefter en andenplads i Dansk Galops Auktionsløb bag Flemming Velins Daylight (Gleneagles).
Jydsk Derby rides lørdag den 4. juli på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus.


























