fbpx

50 år i dag: Dorte Müllertz Allerup

Dorte Müllertz Allerup, med læretid hos Franz Nutz og Helle Christensen, flere udlandsophold og Fegentri-sejre, samt de seneste mange års trofast tjeneste hos Søren Jensen på Enghavelyst, fylder 2. juli 50 år.


Dorte Müllertz med Søren Jensen-trænede Miss Vordingborg og jockey Nicolaj Stott. Miss Vordingborg ejes af Dortes mor, Birte Müllertz. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Dorte Müllertz Allerup med Søren Jensen-trænede Miss Vordingborg og jockey Nicolaj Stott. Miss Vordingborg ejes af Dortes mor, Birte Müllertz. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Dorte begyndte først ret sent at ride på grund af sin søster allergi, og det var Helle Christensen og Franz Nutz der blev de første læremestre.

Som rytter opnåede Dorte 38 sejre, heriblandt fem triumfer i Prinsesse Benediktes Ærespræmie på Klampenborg, men de internationale resultater fortjener om muligt endnu større beundring. Hun red flittigt i de internationale amatørløb, sluttede på andenpladsen i Fegentri World Cup og blev individuel vinder af Tournament of Three Nations i USA (USA, Canada og Europa).

De internationale triumfer inkluderede bl.a. sejre i et græsløb på Arlington Park i Chicago, på Phoenix Park i Arizona og i tyske Baden-Baden.

På sidstnævnte bane blev ejeren af hesten Hatch Princess meget oprørt over, at hans hest skulle rides af en amatør fra lille Danmark og accepterede først rytteren, da banens ledelse kort og godt meddelte ham, at hvis han ikke accepterede lodtrækningen, måtte han slette hesten.

Træneren var heldigvis en fornuftig mand, som blot fortalte Dorte, at hesten var uhyre speedy, og at hun i det 2200 meter lange løb blot skulle vente og vente. Som sagt så gjort – Dorte vandt let!

Steinway og Martin Rodriguez med Galop Kompagniets Ib Müllertz, Hakon Rønn Jensen og Hans Erik Westerberg, samt træner Søren Jensen og den daglige rytter Dorte Müllertz med sønnen Elliot. Foto: Burt Seeger.
Herover ses Dorte med sin yngste søn, Elliot, efter Steinways sejr i Dansk Breeders’ Cup. Foto: Burt Seeger.

Dorte tilbragte syv vintre på Gulfstream Park i Florida, hvor hun arbejdede kendte træner Shug McGaughey, som trænede for den store Ogden Phipps-stald. Det betød bl.a., at Dorte en af vintrene red ud på Amerikas højest ratede hoppe, Heavenly Prize.

Sidenhen tilbragte hun et år hos den australske træner Bart Cummings i Sydney.

Med al sin erfaring er det ikke så mærkeligt, at Dorte blev opfordret til at begynde som selvstændig træner. Dette afslog hun dog, og hun har i stedet fortsat sit samarbejde med træner Søren Jensen – nu på 28. år!

Dorte er datter af Birte og Ib Müllertz, som begge var fremgangsrige amatørryttere. Birte vandt selv Ladies Cup fem gange i en karriere, som bød på 29 ryttersejre.

Selma Müllertz Allerup på ryggen af Joyce. Foto: Dorte Müllertz Allerup.
Selma Müllertz Allerup på ryggen af Joyce. Foto: Dorte Müllertz Allerup.

Selv har Dorte tre børn. 13-årige Selma er allerede gået i familiens fodspor med sin flair for heste, og hun deltog i november 2017 i de internationale ponymesterskaber i Abu Dhabi, hvor hun bl.a. red mod Frankie Dettoris søn, Rocco.

Vi ønsker Dorte Müllertz Allerup hjertelig tillykke med 50-årsdagen,

Hans Erik Westerberg, Hans Bongo Poulsen, Filip Zwicky for GalopSport

Picture of Hans Erik Westerberg

Hans Erik Westerberg

Fokus: Internationalt / Avl & Auktioner. Født 1940 i København. Tidligere eksportmedarbejder i Rex Rotary, ansat i elektronikvirksomhed i Stockholm og selvstændig med virksomhed i elektronikbranchen i Danmark og Polen indtil 2010. Bestyrelsesmedlem i Klampenborg Galopselskab i 20 år samt formand. Sidenhen formand for Dansk Galop og nuværende bestyrelsesmedlem i Dansk Hestevæddeløb. Hestejer og opdrætter. Har bl.a. ejet Clarion King og er p.t. medejer af Stradivarius. Medforfatter af jubilæumsbogen “150 år med fest, farver og fuldblod”, skrevet i samarbejde med Per Bustrup.

Seneste artikler

Scroll to Top