fbpx

17. maj: Tre til Petersen, to til Neuroth

Det var Norges nationaldag, men det var en dansker og en tysker der sad på Øvrevolls begivenheder. Niels Petersen sadlede tre vindere og Wido Neuroth to. Desuden blev det dobbeltsejre til både Carlos Lopez og Jan-Erik Neuroth.


Duoen Niels Petersen og Carlos Lopez lagde for med sejr i årets første græsløb, hvor 3-årige Spitzbergen blæste konkurrenterne omkuld og vandt overlegent foran Neuroths Breeders’ Trophy Juvenile-vinder Dardenne, som dog også bar hele seks kilo mere på ryggen end vinderen.

Spitzbergen startede for kun anden gang i karrieren ovenpå debuten i Frankrig den 23. april. Zoffany-sønnen er bl.a. meldt i Svenskt og Norsk Derby og gav fine løfter for sin klassiske fremtid. På tredjepladsen fulgte Neuroths anden deltager, Amie Rouge, før Annike Bye Hansens Swedish Dream og Niels Petersens Brocco.


Næste dagssejr for Niels Petersen og Carlos Lopez blev hjemtaget i Familien Einar Nagell-Erichsens Hoppeløp over 1800 meter, hvor 5-årige Icecapada med mere end fire længder henviste Neuroths Angel Love og Bent Olsens Elektra Art til de næste pladser, mens de to sidste præmier tilfaldt Peter Spenglers Caitling og Niels Petersens Zarzuela.

Icecapada fik 125.000 kroner for sejren og beviste, at hun er klar til endnu en stor sæson.

“Næste opgave bliver enten Stockholms Stora Pris eller Bloomers’ Vase. De to løb rides på samme dag, og vi har endnu ikke bestemt os for hvilket løb vi vælger. Hun er en rigtig god hoppe som før har været tæt på et stort resultat i international sammenhæng, så det er absolut heller ikke umuligt, at vi søger udenlands med hende igen. Det vil være stort for en hoppe som hende, at få international Black Type”, sagde en godt tilfreds Niels Petersen efter storløbssejren.


Skandinaviens championtræner tog sin tredje nationaldagssejr i Øvrevoll Sprint Cup, hvor Einar Nagell-Erichsens 4-årige Tinnitus nedkæmpede længe førende Pal O’Mine og fik førstepræmiens 90.000 kroner. Denne gang havde Petersens vinder Per-Anders Gråberg på ryggen.

Wido Neuroth måtte altså tage til takke med andenpladser bag Niels Petersen med både Dardenne og Angel Love, men til gengæld fik han vendt resultatet i Skandinavisk Mesterskap for 3-åringer, hvor sidste års svenske Kriteriumsvinder, Delacroix, slog Petersens The Kid og Marc Stotts King’s Son.

Jan-Erik Neuroth red afventende med Footstepsinthesand-sønnen, som i sidste del af opløbet ikke havde problemer med at afvise sine nærmeste konkurrenter. Dermed landede førstepræmiens 100.000 kroner hos Stall EOS, som ligeledes har opdrættet den brune vallak.

“Han er også meldt i Svenskt Derby og kan meget vel blive en spændende hest til netop dette løb”, lød det fra Wido Neuroth, som også trænede Delacroixs mor, Distant Star, for Stall EOS. Distant Star blev bl.a. dobbelt klassisk vinder med sejre i både Norsk og Dansk Oaks.


Efter afbud fra Niels Petersens to heste Eye In The Sky og Ruler Of Course var der kun fire deltagere tilbage i nationaldagens afsluttende Eliteløp over 2160 meter. Her trak Wido Neuroths 4-årige Pas De Secrets sig sejrrigt ud med små tre længders afstand til sidste års dobbelte St. Leger-vinder Lord Divine.

“Han er en hest der forhåbentlig kan vokse sig helt op i eliten i år. Han var allerede god i fjor, men han fik aldrig tung bane som i dag, og det har han brug for hvis han skal vise sit allerbedste”, kom det fra Wido Neuroth om High Chaparral-sønnen, der sidste år både var anden i Norsk Derby bag Our Last Summer og i Svenskt St. Leger bag Lord Divine.

Pas De Secrets er helbror til Breeders’-vinderen Hi Finn og ud af Quiet American-datteren Quiet Waters, som i dag står opstaldet på York Stutteri. Hoppen blev erhvervet på forrige års Goffs November Sale og hun fik for kort tid siden et hoppeføl efter Juniper Tree (Galileo). Så sent som i februar erhvervede York Stutteri ligeledes en helsøster til Pas De Secrets på Goffs February Sale, og hun er netop scannet drægtig ved Wilshire Boulevard.


Nationaldagens øvrige rammeopgør blev vundet af Cathrine Slettemarks Cockney Cracker/Marius Borgen Andersen, Annette Stjernstrands Backcountry/Nathalie Mortensen, Hallvard Somas Ash Hill Towers/Ian Wallace og endelig Cathrine Erichsens hæderskæmpe Palermo/Michel Platini.


Resultater: Øvrevoll, onsdag 17. maj.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top