150 år med fuldblod, fest og farver · kapitel 59
Hans Erik Westerberg og Per Aa. Bustrup fortæller, hvordan bogen blev til, hvorfor den også blev Klampenborgs jubilæumsbog — og hvem der hjalp.
Når man skal skrive en bog om Dansk Galops, tidligere Foreningen til den ædle Hesteavls Fremmes, 150 år, bliver man overvældet over det enorme kildemateriale, der eksisterer — såvel tekst- som billedmæssigt. Foreningens første 100 år er beskrevet i to rigt illustrerede jubilæumsbøger, ligesom Galopbogen i den første halvdel af det tyvende århundrede har været en betydelig inspirationskilde. Derefter tog Hesteinteresseret Ungdom over med det utroligt gennemarbejdede magasin Fuldblod, der ofte udkom med op til fire numre årligt — tak for det!
Alligevel står man med noget af et problem, for alt materialet handler nok nærmere om dansk galopsport og ikke specifikt om Foreningen. Deri er der vel ikke noget mærkeligt, for uden en galopsport var der ingen Forening. Yderligere vil Foreningens historie fra etableringen af Klampenborg Væddeløbsbane i 1910 være meget tæt knyttet til denne bane, der som Danmarks eneste rene galopbane også står for afviklingen af de fleste løb.
Som det vil være mange af Jubilæumsbogens læsere bekendt, har Klampenborg Galopbane 100 års Jubilæum i 2010, hvorfor redaktionen af denne bog mente, at det ville være en god idé, om bogen samtidig kunne være en Jubilæumsbog for de 100 år, Hovedstadens galopløb har været henlagt til Banen i Ordrup Mose. Da Klampenborg Galopbanes direktør, Tom Christensen, og Bestyrelsens formand, Mogens Poulsen, var enige heri, blev Jubilæumsbogen udvidet til at omfatte begge jubilæer. Naturligvis er provinsgaloppen også omtalt, for dette kombineret med Klampenborg Galopbane og landets stutterier, er Dansk Galops arbejdsområde.
Det er ganske simpelthen umuligt at få alle personer og begivenheder med i de 150 år. Derfor har vi måttet vælge, sortere, vurdere og træffe valg. Ikke alle vil måske være enige med os, og det kan så kun beklages.
En lang række personer har været inspirationskilder til bogen. Uden personer som Niels Billekop, redaktør af Fuldblod, Henry Lauritzen, hvis positive streg er flittigt anvendt i bogen, og mange skribenter i såvel Galopbogen som i Fuldblod og andre publikationer, havde det ikke været muligt at udgive denne Jubilæumsbog.


Der skal også lyde en tak til Nick Elsass, Peter Knudsen, Flemming Højelse, Søren Jensen og Gert Larsen for input og til Burt Seeger, Christina Hauschildt og andre for billeder samt til Hans «Bongo» Poulsen for teknisk assistance på billedsiden.
Hans Erik Westerberg / Per Aa. Bustrup
Kolofon
Tekst: Hans Erik Westerberg og Per Aagaard Bustrup · Tilrettelæggelse og layout: Per Aagaard Bustrup — gp marketing · Billeder: Burt Seeger, Stefan Olsson, Norsk Jockeyklub med flere
Der tages forbehold for trykfejl. Tekst, billeder og tegninger må ikke anvendes uden kildeangivelse.
Tillæg: Protektorer for Foreningen til den Ædle Hesteavls Fremme · Dansk Galop (side 123)





Hans Majestæt Kong Christian IX — var en af Foreningens stiftere og Foreningens protektor fra 1864 til sin død 29. januar 1906.
Hans Majestæt Kong Frederik VIII — var som kronprins Foreningens dommer ved væddeløbene 1878-1898 og i 1900, og var Foreningens protektor fra 1906 til sin død 14. maj 1912.
Hans Majestæt Kong Christian X — var som kronprins Foreningens dommer ved væddeløbene i 1899, 1901 og 1903 og siden Foreningens protektor fra 30. december 1912 til sin død 20. april 1947.
Hans Majestæt Kong Frederik IX — var Foreningens protektor fra 27. maj 1947 til sin død 14. januar 1972.
Hendes Majestæt Dronning Margrethe II — er Foreningens nuværende protektor.
Teksten er et uddrag af jubilæumsbogen «150 år med fuldblod, fest og farver» af Hans Erik Westerberg og Per Aa. Bustrup, udsendt i anledning af Dansk Galops 150 års jubilæum i 2009 og Klampenborg Galopbanes 100 års jubilæum i 2010. Billeder: Dansk Galops arkiv, Burt Seeger / US Photo, Stefan Olsson, Norsk Jockeyklub m.fl. Gengivet med Per Aa. Bustrups tilladelse.













