150 år med fuldblod, fest og farver · kapitel 51
Klampenborg havde landets højeste baneomsætning pr. løb i første halvår af 2009 — og Inchiline vandt både Dansk 2000 Guineas og Dansk Derby i jubilæumsåret.

2009 I det første halvår af 2009 viste opgørelser, at Klampenborg Galopbane havde den højeste baneomsætning pr. løb i Danmark med 57.843 kr., medens Charlottenlund Travbane noterede 41.023 kr. Dog skal det med, at Lunden ikke havde afholdt sin Derbydag endnu, hvilket influerer væsentligt på tallene.

Desværre viste den totale omsætning i Danmark i 2009 en nedgang på 10,8 pct., hvor Klampenborg dog var bane med den mindste nedgang, nemlig -2,2 pct.
Tre baner havde klaret sig bedre end forrige år: Bornholms Brand Park +8,7 pct., Royal Canin Arena i Odense +5,7 pct. og Klampenborg Væddeløbsbane +4,6 pct.
Tatoosh

Årets to første klassiske løb gik til heste trænet udenfor Danmark.
Mowerinaløb vandtes af Tatoosh (Ire) v. Xaar, ejet af norske Stall Bratz og trænet af danske Niels Petersen i Oslo, som har skabt sig en flot trænerkarriere i Norge. Rytter var norske Espen Ski. Tatoosh vandt overlegent med 3 længder foran Risky Lady, som er trænet, ejet og opdrættet af Jan Olsen.

Dansk Derby 2009 blev en meget sikker sejr for Inchiline med Manuel Martinez i sadlen efter et taktisk klogt ridt, hvor han tog spidsen allerede 1000 meter før mål.
Inchiline, der er vallak, var yderst velforberedt som altid af chilenske Francisco Castro i Malmö. Ejerskabet var i foråret overgået fra træneren til Horsepowers Scandinavia. Opdrætter er Ikåberg AB og Inger Andersson. I Svenskt Derby spillede Inchiline ingen rolle.
Dansk 2000 Guineas gik til vinterfavoritten Inchiline (SWE) ved Songline. Inchiline startede allerede første gang på Klampenborgs åbningsdag med en sejr, for derefter at skuffe med en fjerdeplads i Guineas Trial over 1500 meter.
Men torsdag 21. maj løste han opgaven i 2000 Guineas med bravour ved selv at diktere pacen på løbet, som gjorde, at den hårdt pullende favorit, toårsstjernen Reventon, ikke rigtigt kunne true vinderen.
Dommerrapporten lød på let en længde. Inchiline startede også i Derby Trial Stakes, hvor han skulle prøve Tribunesvinget og distancen. Han blev en godkendt toer.
Nicholas Cordrey

I begyndelsen af 2009 var Nicholas Cordrey ude for et styrt i Stockholm, der bevirkede, at jockeykarrieren måtte stoppes.
Alt for tidligt for en af de mest succesfyldte karrierer i mange år. Det blev til tæt på 1000 sejre i både Europa, USA, på den sydlige halvkugle og i Skandinavien. Han vandt Dansk Derby med Cut Champion og Svenskt med Double Net og havde 14 andre klassiske vindere. I 2000 vandt Cordrey syv løb på en dag i Malmö. Nicholas Cordrey bevarer sin tilknytning til sporten, da han overtager sin mor, Pam Cordreys, job som Skandinavisk handicapper om to år.
Inden Dansk Derby på Derbydagen blev 108. Pokalløb (L) afgjort, hvor favoritten Peas And Carrots måtte se sig besejret af staldkammeraten, brasilianskopdrættede Quilboquet.
Vinderen er en seksårig hingst ved Jules, som har vist fine præstationer tidligere og nu fik en fuldtræffer i et storløb. Han er danskejet af TLP Racing med flere og trænes af Lennart Reuterskiöld Jr. i Malmö. Fernando Diaz styrede begivenhederne på Quilboquet.
Scandinavian Open Championship (Gr.3) fandt sin vinder i den fremragende danskopdrættede (Havreholms Stutteri) vallak Peas And Carrots ved Final Appearance, redet af Fredrik Johansson og trænet af Lennart Reuterskiöld Jr.
Han slog sidste års vinder Chinese Mandarin til andenpladsen på en distance, som egentlig er for lang, men grundet den umanerlig langsomme pace kunne han sætte sig igennem og vinde dette europæiske Gr.3-løb.
Fuldt fortjent med denne anden gruppeløbssejr til hesten efter sidste års sejr i Stockholms Stora Pris over 1800 meter og samtidig en flot markering for dansk fuldblodsavl ved 150 års Jubilæet for Foreningens stiftelse.
Viola Vrinsk

Larch Ærespræmie blev en tredobbelt triumf for Søren Jensen. Light Valley Studs Viola Vrinsk vandt før Lady Mara og Valley’s Pride. Såvel Viola Vrinsk som Valley’s Pride er faldet efter Silca Legend, der nu er begyndt at præsentere rigtig gode væddeløbere.
Fawzia Stakes fik en god vinder i Stald Seelands irskfødte Härkila med Lennart Hammer i sadlen. Härkila var feltets eneste treårige, så det lover godt for fremtiden.
Teksten er et uddrag af jubilæumsbogen «150 år med fuldblod, fest og farver» af Hans Erik Westerberg og Per Aa. Bustrup, udsendt i anledning af Dansk Galops 150 års jubilæum i 2009 og Klampenborg Galopbanes 100 års jubilæum i 2010. Billeder: Dansk Galops arkiv, Burt Seeger / US Photo, Stefan Olsson, Norsk Jockeyklub m.fl. Gengivet med Per Aa. Bustrups tilladelse.













