fbpx

12 meldt i nyt svensk Listed Race

Officielt hedder løbet Norra Skånska Regementets Minneslöpning, men internationalt promoveres det under det mere mundrette Spring Mile. Ikke desto mindre er Pramms-optakten over 1600 meter i april nu blevet opgraderet til Listed-kategori, og sportschef Dennis Madsen lover, at årets udgave af løbet ikke kommer til at skuffe.


Brownie/Oliver Wilson slår Gunvald/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Brownie/Oliver Wilson slår Gunvald/Elione Chaves i 2017-udgaven af Spring Mile. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Jeg opdagede tidligt, at vi kunne få dette løb opgraderet til Listed, og derfor blev præmiesummen sat op i fjor”, siger Madsen om opgøret, som sidste år blev vundet af Bent Olsen-trænede Brownie.

Brownie gik sidenhen ud og vandt Pramms Memorial (L) – og han er igen i år meldt til Spring Mile den 29. april på Jägersro.

“Ser man på de 12 anmeldelser som løbet har fået, ser det ud til at være kommet for at blive. Det er især dejligt at se, at så mange 4-årige heste er klar til at tage springet op i eliten”, pointerer sportschefen og henviser til prominente navne som Spitzbergen, Trouble Of Course, Victor Kalejs, Stureplan og Courage Under Fire.

Wido Neuroth-trænede Appelina sejrer sikkert i Breeders' Trophy Mile. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Wido Neuroth-trænede Appelina er eneste hoppe meldt i Spring Mile. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Desuden prydes anmeldelseslisten af Appelina, Our Last Summer, Red Hot Chili, Silver Ocean, Viscount Barfield og Vortex. Fem af de 12 meldte heste trænes således af Niels Petersen på Øvrevoll.

“Dirt-programmet for elitehestene har førhen været lidt tamt, men nu har vi opnået et mere komplet program – selvfølgelig komplementeret af græsløbene – med både Spring Mile, Pramms, Nickes, Peas And Carrots Mile og Songline Classic. Det er kun Peas And Carrots Mile der ikke er Listed endnu, men det ligger i planerne. Det er også et signal til ejere og trænere om, at når de investerer i Derbyheste, skal der fortsat også være noget stort at stræbe efter i 4-årssæsonen”, bekendtgør Dennis Madsen, som overordnet set er tilfreds med de indkomne storløbsanmeldelser.

“De klassiske opgør i 2019 har opnået nogenlunde samme antal anmeldelser som i fjor, hvilket er godkendt. Den skandinaviskfødte årgang 2016 er lidt mindre end året før, og mit håb er, at flere ejere og trænere med skandinaviskfødte 2-årige har fået øjnene op for Bro Park Trial, som rides over 2100 meter dirt med 800.000 kronor i præmiesum og kun er forbeholdt dansk-, svensk- og norskopdrættede heste med engagement i Derby- Oaks Serien”.

Derby- og Oaks Serien 2019 har fået til 196 heste – og hertil kommer de 207 Breeze Up-kandidater, som Goffs UK har tilmeldt forud for deres auktion i Doncaster den 9.-10. april

“Det er dog overraskende, at Jockeyklubbens Magic Million procentuelt er gået tilbage. I fjor var det stort set alle, som havde mulighed for at starte i løbet, der forhåndsanmeldte, men det er ikke tilfældet i år. Jeg kan ikke forklare hvorfor på nuværende tidspunkt”.

Jockeyklubbens Magic Million er forbeholdt heste der blev handlet i ringen på sidste års åringsauktion på Happy Tammsvik.

Kun 52 heste er blevet anmeldt til opgøret, der har 1000.000 svenske kronor i samlet præmiesum med halvdelen til vinderen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top