fbpx

ZwickyLeaks. Klampenborg, søndag 7. august – Derby Dag

DERBY DAG! 10 løb på programmet denne første søndag i august på Klampenborg Galopbane. Hellerup Finans Dansk Derby rides kl. ca. 16.30, og igen er der både V4 og V5 at gå efter for spillerne. Her følger vinderbuddene fra ZwickyLeaks.


Løb 1. V4-1. Kahyl Kallehavegårdens Ærespræmie. 2400m.

Fuego har kun vundet to gange i 40 karrierestarter og vi skal helt tilbage til juni 2013 for at finde hans seneste sejr. Han har til gengæld ikke været langt fra afgørelsen i samtlige fire starter i år, og rent matematisk står han en smule bedre til overfor Good Trade i forhold til deres seneste møde. Det er dog en vanskelig start på V4-spillet og det anbefales at gardere godt for ikke at komme helt skævt i gang med Derbydagen.


Løb 2. V4-2. Hellerup Finans Derby Consolation. 2400m.

Call Me Back kommer direkte fra en overlegen tre længders sejr på Jägersro i onsdags. Han har aldrig tidligere startet på græs, men afstamningen indikerer ikke nogen problemer med dette, og såfremt dette løb ikke sidder for meget i kroppen på ham, kan han tage sin anden sejr på fire dage her. Queen B og Bassiano er de to øvrige heste til V4-kuponen.


Løb 3. V4-3. Tattersalls Ærespræmie. 2400m.

Call Of Duty løb heroisk som anden bag Giuseppe Piazzi senest, og hvis sidstnævnte leverer en toppræstation i Scandinavian Open lørdag eftermiddag, vil det selvfølgelig være et kæmpe formboost. Mit vinderbud er dog Sergel, som nu er tilbage på Klampenborgs græs hvor han i fjor vandt Dansk St. Leger med næsten 12 længder. Sergel er sænket hele fire kilo på sine tre første starter i Göteborg, og fra et handicap på 79 kan dette vise sig at være et rent straffespark den brune vallak. Han bliver samtidig en dristig “banker” i V4-spillet.


Løb 4. V4-4. Polygon Ærespræmie. 1400m.

Her er der desværre afbud fra 3-årige Omar Bradley, som havde været spændende at se mod ældre heste for første gang. De resterende seks heste er meget svære at skille, og jeg tager dem alle med på V4-kuponen. Mit vinderbud bliver Volatile, der nu endelig får sin første start på Klampenborg, hvor han et par gange har gået græsgalop. Han får tre kilos lettelse under David Parkes og bedre baneforhold end senest i Hamborg.


Løb 5. Glaesner Company 2yo Series. 1300m.

Marc Stotts Queen Of Dreams debuterede flot som tredje bag King’s Son og Desert Eagle. To heste der begge starter i Skandinavisk Opdrætningsløb lørdag eftermiddag og som kan give formen et kraftigt boost. Med erfaringen i kroppen bør Queen Of Dreams vinde dette maidenløb, med mindre én af debutanterne viser sig at være en kommende stjerne. Det kunne måske være Daurehøj Carlras, som er halvbror til den tidligere 2-årsstjerne og Jyllandsløbsvinder Smartinblack.


Løb 6. V5-1. Juniper Tree Fawzia Stakes. 1800m.

Ray kommer direkte fra sejr i Bloomers’ Vase (L), hvor hun slog engelske Subtle Knife samt Hoku og Arabda, som begge har vundet sidenhen. Spørgsmålet er dog, om hun kan give hele fire kilo til Zarzuela, der var uheldig senest i netop Bloomers’ Vase (L) og uden tvivl kan bedre. Både Harbour Light, Mai Pen Rai og Manacor er klassiske vindere og dette er en flot udgave af Fawzia Stakes med en fribedækning ved Juniper Tree til vinderen. Mit vinderbud tilfalder Zarzuela.


Løb 7. V5-2. Hellerup Finans Larch Ærespræmie. 1600m.

Swan Black er feltets højest handicappede hest efter sin stærke femteplads i Norsk 1000 Guineas bag Appelina. Hun vandt på Klampenborg i fjor og har i bund og grund ikke gjort meget forkert hidtil. Der skal dog ses op for Niels Petersens Limited Edition, en lillebror til Stinger, som aflagde sin maidentitel med fem længder over 1200 meter på Bro Park. Limited Edition så blot ud til at blive bedre meter for meter i opgøret, og han kan sagtens gå meget frem endnu. Også Steelgirl Carlras imponerede senest, og som helsøster til Reventon og Cantenac har hun meget at leve op til. Jeg tror allermest på Limited Edition.


Løb 8. V5-3. Odessa Racing Handicap. 1600m.

Efter det knebne nederlag til Negroamaro senest står Dream’run kraftigt på tur til årets anden sejr, men hun blev dog hævet et enkelt kilo for sin andenplads, hvilket hurtigt kan koste en sejr i et løb som dette. Banen ser ud til at kunne tørre godt op til Derbydag, og såfremt den bliver på den lette side vokser Dream’runs chancer kraftigt.


Løb 9. V5-4. Hellerup Finans Dansk Derby. 2400m.

Som allerede erklæret i redaktionens Derbytips andetsted på GalopSport, er mit førstevalg i Derbyet hoppen Beaufort Twelve, som kommer med en mægtig Guineas-sejr i bagagen fra Stockholm.

Årets udgave af Derbyet er dog igen vidt åben, og Suspicious Mind har ikke formået at holde det absolutte jerngreb om årgangen han havde i fjor. Dermed ikke sagt, at Suspicious Mind ikke kan vinde – han står fortsat med den bedste enkeltstående præstation i løbet fra sidste års svenske Kriterium. Og tror man på Suspicious Mind må man også tro på Marlborough, der ifølge træner Niels Petersen aldrig har været meget dårligere end sin staldkammerat og tilmed har haft netop Dansk Derby som det klare mål hele sæsonen.

Fynske Efesos er højst sandsynligt den første hest der rammer tribunesvinget fra sit indvendige startspor, og Oliver Wilson ved, at han sidder på en hest der står hele dagen og lidt til. Ser man på Efesos’ familie, er han en typisk “2’er” i Derbysammenhæng. Hans mor, Salida, var anden i Norsk Derby. Faderen, Royal Experiment, var anden i Svenskt Derby. Morbroderen Aladar var anden i Dansk Derby. Undtagelsen er hans mors søster, Tigress Eleven, som rent faktisk vandt Dansk Derby i 2011. Under alle omstændigheder er det svært at se Efesos være langt væk fra afgørelsen.

Lifeofbryan er ubesejret på græs og begge hans forældre er Derbyvindere. Appelina kommer fra en overbevisende sejr i Norsk 1000 Guineas. Og sådan kan man blive ved. Der er en grund til, at de 15 heste har fået en plads i Derbyfeltet – de har alle fortjent den ved at løbe stærkt, og når lågerne springer op er der 15 heste med vinderchance. Jeg ønsker dem allesammen en god og fair rejse.


Løb 10. V5-5. Beierholm Ærespræmie. 1600m.

Derbydagen afsluttes med et handicap med 15 deltagere til start, og det er nok en idé at have gemt en hel del garderinger. Eller måske tages chancen med Inge Mette Dejgaards Smartinblack, som afsluttede forrygende over samme distance senest, men akkurat ikke nåede frem. Det er hans sjette start i år og han banker kraftigt på til årets første sejr – husk på, at han vandt fire gange i fjor.

V4-forslag

V4-1: Alle 8
V4-2: 2-5-6
V4-3: 7 Sergel
V4-4: Alle 6

144 kombinationer x 2 = 288 kroner.


V5-forslag

V5-1: 2-3-7
V5-2: 1-2-5-8-10
V5-3: Alle 10
V5-4: 1-4-6-12-13-14
V5-5: 2 Smartinblack

900 kroner.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top