fbpx

#ZwickyLeaks. Klampenborg, lørdag 22. oktober.

Årets næstsidste løbsdag rummer ni opgør, inklusiv de tre storløb Skandinavisk Grand Prix, Produce Stakes og Vinterfavoritternes Ærespræmie. Klampenborg har været ramt af masser af regn i dagene op til lørdag, og det plejer at betyde formændringer og dertil hørende overraskelser.


Løb 1. V4-1. Two-Four Handicap. 2400m.

Blot fem heste er med til at indlede V4-spillet, men det behøver ikke at blive let af den grund. Magic Intenzo vandt legende let i sidste uge, men det var over 800 meter kortere distance end nu. Frost var anden bag Saw Box Carlras over 1800 meter, og efter 13 starter uden sejr banker han for alvor på. Han var samtidig et stykke foran My Pearl ved samme lejlighed. Tumblin’ Dice er nu tilbage over 2400 meter efter igen at have været hængt fuldstændig af senest, og årets fjerde sejr kan sagtens komme her.

Opmeldingen: Storm har skreget på blød bane hele sæsonen igennem uden at have fået det. Han var kun slået med 6½ længde af Fillip Stark i sidste uge, og formen ser ud til at være hvordan skal.


Løb 2. V4-2. Last Maiden Race. 1800m.

På papiret står Mamut Carl Ras med det meste af kroppen i mål her, men han har ikke startet i over 25 måneder. Bettina Andersen har tre heste med her, og hvis ikke Oliver Wilsons valg vinder, kan en af hendes øvrige deltagere meget vel være klar til at tage over.

Opmeldingen: Jeg tror på, at Mamut Carl Ras er gjort klar til opgaven, og han bør løse dette klassen alene.


Falconet/Jacob Johansen nedkæmper Maltho/Dayverson De Barros i KHEF Racing Bowl. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Falconet. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Løb 3. V4-3. Mr Tattoff Skandinavisk Grand Prix. 1800m.

100.000 kroner venter vinderen af Skandinavisk Grand Prix, og dette kan meget vel blive opgøret hvor Bent Olsen skyder forbi Niels Petersen i kampen om trænerchampionatet. Olsen starter både Call Of Duty, Exquest og Falconet. Hanne Bechmann sadler ligeledes en trio i form af Stinger, The Kicker og Monte Carlo, mens Marc Stott står for resten af feltet med Dark Eagle og Captain Morgan.

Falconet har igen i år været fremragende, navnlig med sejren i Pokalløb (L) foran Hurricane Red. Han står klart bedst til her, men det er alligevel værd at bemærke, at han i sidste års udgave af Skandinavisk Grand Prix var bag staldkammeraten Call Of Duty, som han møder ud fra nøjagtig samme vægtbetingelser nu. Call Of Duty kommer med en frisk sejr fra Tortue Efterårshandicap foran Captain Morgan, men her bar sidstnævnte tre kilo mere på ryggen – og nu mødes de fra lige vægt.

Opmeldingen: Følger man formtråden deltagerne imellem kan man komme vidt omkring, men i sidste ende er det umuligt at komme udenom Falconet. Vinder han hér, bliver det karrierens tredje sejr i Skandinavisk Grand Prix.


Saw Box Carlras tager en sikker sejr i hænderne på Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Saw Box Carlras. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Løb 4. V4-4. Seven Furlong Handicap. 1400m.

Her er der en lang række formheste til start, og det kan være klogt at gardere bredt. Bayonet har mulighed for at tage sin tredje sejr på stribe, men han er blevet hævet fem kilo siden begyndelsen af september, og det holdt hårdt senest.

Opmeldingen: 3-årige Saw Box Carlras har vundet to af årets tre starter, og det kan langt fra udelukkes, at der er endnu mere udvikling i ham.


Seatown og Nicolaj Stott aflægger maidentitlen i Glaesner Company 2yo Series. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Seatown. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Løb 5. V5-1. Vinterfavoritternes Ærespræmie. 1600m.

Fire af de fem deltagere er vindere. Handicapper Pam Cordrey har vurderet hestene og givet dem disse tal:

Daurehøj Carlras: 70
Seatown: 80
Screwbox Carlras: 79
Uncle Sam: 69
Desert Eagle: 73

Pam Cordrey vurderer altså, at Vinterfavoritternes Ærespræmie i bund og grund bliver et opgør mellem Seatown og Screwbox Carlras, og det er jeg enig i. Screwbox Carlras vandt sine to første starter og blev først fanget til sidst i Dansk Kriterium.

Opmeldingen: Seatown ligner en hest, som vil sætte yderligere pris på de 1600 meter, og han skal egentlig bare vise samme takter som senest for at kunne stryge til tops i det samme løb som hans mor, Silvertown, vandt i 2011.


Sømkongen Carlras/Nicolaj Stott fanger Screwbox Carlras/Oliver Wilson i HC Container Dansk Kriterium. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Sømkongen Carlras. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Løb 6. V5-2. Produce Stakes. 1300m.

Fire af de ni Produce Stakes-deltagere mødtes også i Dansk Kriterium, hvor Sømkongen Carlras viste sig bedst. Mont Rose fulgte en halv længde efter på tredjepladsen og havde yderligere halvanden længde til Intensity, mens Snowy var slået med ni længder.

Opmeldingen: Sømkongen Carlras forbedrer sig med stormskrift fra start til start, og selv om det nok ikke passer ham så godt, at distancen nu er 100 meter kortere i forhold til senest, så bør han holde sine konkurrenter i et solidt greb og hjemtage endnu en storløbstriumf.


Løb 7. V5-3. Glaesner Company 2YO Series. 1300m.

Dagens tredje 2-årsløb byder på tre debutanter og en gæst fra Norge. Niels Petersen forsøger at holde Bent Olsen bag sig i championatskampen med Myboycharlie-sønnen Smooth Escape, som debuterede med en godkendt femteplads over 900 meter på Øvrevoll. Både Eko La Perla og Amazing Power er døtre af tidligere Mowerinaløbsvindere, og Sir Christian er første afkom ud af en helsøster til den mangedobbelte storløbsvinder La Sall. Der er virkelig meget at gå efter!

Opmeldingen: Efter Ginmanns forrygende afslutning i debuten bag Daurehøj Carlras, som starter i Vinterfavoritterne, er det svært at tage øjnene fra ham her. Der er flere spændende debutanter med i opgøret, men de skal være gode for at slå Ginmann.


No Comment og Elione Chaves. Foto: Svensk Galopp.
No Comment. Foto: Svensk Galopp.

Løb 8. V5-4. Autumn Handicap. 1200m.

Igen et lille felt på kun seks heste, men alligevel en sportslig perle. Distancen passer fint for Hoku, der er feltets i særklasse bedste hest, men de 65 kilo på det der tegner til at blive et blødt underlag kan blive svært at forsvare.

Opmeldingen: No Comment vandt fuldstændig efter behag på Bro Park den 11. september, og det skræmmer ikke, at han er tilbage i et handicap på 79. Hesten har altid været fuld af store løfter, og dette kan vise sig at være et glimrende tilbud for ham.


CLAUSES ANGOLA med Rikke Bay Torp 5. løbs vinder på Klampenborg d. 2016-10-08. Photo: Burt Seeger / US Photo.
Clauses Angola. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Løb 9. V5-5. DAC Amatørrytter Finale. 1200m.

To heste springer i øjnene her: Clauses Angola og Vejovis. Begge vandt de deres seneste start på Klampenborg, og for dem der ikke har mange garderinger tilbage på kuponen før sidste afdeling, vil disse to nok være de foretrukne krydser.

Opmeldingen: Clauses Angola vandt med største lethed senest, og at hun er hævet fra 46 til 49 i handicap skræmmer ikke. Ellinor Rasmusson har tilmed sin stald i flyvende form for tiden.


V4

V4-1: Alle 5
V4-2: 2 Mamut Carl Ras
V4-3: 2 Falconet
V4-4: Alle 11

55 rækker / 110 kroner.


V5

V5-1: 2 Seatown
V5-2: 5-7
V5-3: 1 Ginmann
V5-4: Alle 6
V5-5: Alle 11

132 kroner.


Download programmet.

Ændringer til løbsdagen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top