fbpx

York Stutteri: Søster til Malekha og Hollywoodboulevard

Fredag aften den 10. marts kom det tredje føl indenfor fire dage til verden hos familien Elsass på York Stutteri, da Fawzia Stakes-vinderen Mariyca nedkom med en stor, fin hoppe efter Juniper Tree. Føllet er helsøster til Oaks- og Breeders’ Cup-vinderen Malekha og halvsøster til bl.a. Hollywoodboulevard, der vandt sidste års udgave af Skandinavisk Grand Prix.


Mariyca med sit 12 timer gamle hoppeføl efter Juniper Tree. Foto: GalopSport.

“Hun minder meget om Malekha og er i det hele taget bare den typiske model, som moderen bliver ved med at producere”, siger Alexander Elsass, der har haft Mariyca stående på stutteriet siden hun ved udgangen af 2011 forlod Ole Larsens træningskvarter.

Daylami-datteren er opdrættet af HH Aga Khan og indledte også sin løbskarriere i de grøn/røde væddeløbsfarver for John Oxx i Irland, hvor hun var vinder som 2-årig. Efter en 3-årssæson uden sejr blev hun solgt til Zwicky Racing, som sidenhen fik glæde af hoppen som både væddeløber og i avlsboksen.

Mariyca besejrede Grafitti i 2011-udgaven af Fawzia Stakes på Klampenborgs Derbydag. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Samtlige Mariycas fire startende afkom har nemlig vundet og tilsammen indløbet mere end to millioner kroner.

Det seneste skud på stammen er Brian Wilson-trænede Macia (Wilshire Boulevard), der debuterede med sejr på Klampenborg i fjor og siden afrundede 2-årssæsonen med en andenplads i de 2-åriges længste opgør, Basnæsløb, bag Slava Ukraini (Moohaajim).

Macia debutsejrer herover i Boutique Bolou 2-års Maidenserien 2022 foran Sir Jeffrey. Foto: Burt Seeger.

Det nyfødte hoppeføls helsøster Malekha (Juniper Tree) ejes fortsat af Zawawi Racing og har det seneste år stået opstaldet i Irland. Hun skal i dette forår bedækkes ved Footstepsinthesand (Giant’s Causeway) inden hun vender tilbage til York Stutteri og sin videre karriere i avlen.

Foruden sine storløbssejre i Dansk Oaks og Dansk Breeders’ Cup, var Malekha anden i Dansk St. Leger og tredje i Dansk Derby.

Malekha vinder Dansk Breeders’ Cup 2021 foran Careless Whisper. Foto: Burt Seeger.

Også Mariycas ældste afkom, den flerdobbelte storløbsplacerede Mariyna (Mingun), fører nu Aga Khan-blodet videre i avlen for Stine og Karsten Johansen. Hun folede i fjor for første gang med en hoppe efter Juniper Tree, som dermed ligeledes er nært beslægtet til Malekha.

Hollywoodboulevard (Wilshire Boulevard), der har adskillige storløbsplaceringer i bl.a. Breeders’-sammenhæng, vandt tre gange sidste år og sluttede sæsonen af med at vinde Skandinavisk Grand Prix foran Master Bloom (Pastorius). Han forlod efter denne start Niels Petersen og trænes nu af Flemming Poulsen for Lulu Tøpholms L.T. Racing.

Mariyca har i år en hingståring efter Juniper Tree gående på York Stutteri, og hun besøger samme hingst igen i år.

Hollywoodboulevard (til venstre) på vej mod sejren i Stutteri Stork Skandinavisk Grand Prix 2022 foran Master Bloom, Aperola og Good Fortune. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top