Wido og Fredrik genoptager samarbejdet

Skandinaviens mest vindende jockey Fredrik Johansson valgte i 2006 at flytte fra Sverige til England for at gøre videre karriere hos Roy Arne Kvisla i Lambourn, men allerede fra 2007 vil den svenske rytter være at finde på de skandinaviske væddeløbsbaner igen, og det bliver atter som førstejockey for Skandinaviens championtræner Wido Neuroth.


Fredrik Johansson kan se tilbage på sit år i England med en vis stolthed, og ved flere lejligheder roste den engelske væddeløbspresse ham til skyerne for sin effektive finishridning. Derfor er det lidt af en overraskelse, at Johansson atter ønsker en fast base i Skandinavien.

Familiære årsager

“Det er først og fremmest af familiære årsager. Det har været utrolig svært for mig at undvære min søn Hampus, og det har længe trukket i mig at komme hjem og have mere tid sammen med ham. Dertil kommer også det økonomiske, for min indtjening i Skandinavien er svær at matche”, fortæller hjemvendte FredrikJohansson, der dog fortsat har tænkt sig at lade døren stå på klem til England: “Jeg fik skabt mig nogle gode kontakter, og hvis de har brug for mig derovre tager jeg naturligvis gerne på visit”, slutter Fredrik Johansson.


Glad Neuroth

Wido Neuroth fik sig også en tidlig julegave med nyheden om Johanssons tilbagekomst, og han var ikke sen til at genansætte sin gamle makker. “Det er rigtigt, at Fredrik bliver min førstejockey igen, og jeg må samtidig sige at der bliver nok at se til i den kommende sæson, hvor mit materiale virker mere lovende end i mange år”, beretter Neuroth, der har ansvaret for 35 heste, hvoraf de 19 er 2-årige.


Appel Au Maitre mod Tysk Derby (Gr.1)

I et klassisk perspektiv er det Stall Perlens snart 3-årige Starborough-søn AppelAu Maitre der skinner i øjnene som et internationalt håb for Neuroth. I 2006 satte han sin lid til Nobileo, der blev bragt til start i Tysk Derby (Gr.1) uden succes, men træneren har en anderledes fornemmelse af Appel Au Maitre.

“Denne hest er talentfuld, stærk og i modsætning til Nobileo ser han ikke ud til at være afhængig af et bestemt baneunderlag. Han skal matches imod Tysk Derby, og det betyder nok at der ligger nogle opgaver sydpå og venter i foråret. Både han og flere andre af mine klassiske kandidater har brug for optimale forberedelser som jeg ikke kan give dem her i Skandinavien. De er simpelthen afhængige af at kunne blive skærpet tidligt, og dette gælder ikke mindst for de heste der ikke nåede at starte i år”, fortsætter Wido Neuroth, der også løfter sløret for at han overtager en endnu ustartet hoppe fra Flemming Poulsen i Chantilly, og at hesten bliver noget helt specielt.


Icaros og Nobileo

Det var Icaros og Nobileo der stod for resultaterne på den klassiske scene i år, og efter nogle sæsoner hvor Neuroth især har manglet en ældre stayer til at udfordre Rune Haugens million-importer, lader det til at Wido er rigtig godt rustet igen.

“Nobileo er naturligvis afhængig af en blød bane, og hans to første større opgaver bliver Walter Nilsens Minneløp ogOslo Cup her på Øvrevoll, og siden matches han imod de store skandinaviske stayerløb og muligvis også mod opgaver på kontinentet. Icaros skal først og fremmest gøres klar til Pramms Memorial (L) på Jägersro i starten af maj, derefter gælder det Stockholm Stora Pris(L) på Täby og han vil være at finde i storløbene fra 1600 til 2000 meter. Årets hovedopgave for ham bliver Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på den norske Derby-Dag”, sigerWido Neuroth.


Plads til endnu en jockey i stalden

Selv om FredrikJohansson kommer til at fylde meget, gørWido Neuroth opmærksom på at med så mange 2- og 3-årige heste i stalden er der brug for endnu en fastansat jockey i teamet.

“Fredrik kan ikke ride mere end én hest i hvert løb, og der vil uden tvivl være mange løb hvor stalden vil være repræsenteret med mere end én deltager. Derfor leder jeg efter en yngre rytter, gerne en lærling, der kan fastansættes i stalden og lære af både mig og Fredrik med henblik på en dag at blive min nye førstejockey. Jeg har selv henvendt mig et par steder blandt sportens unge talenter, men jobbet er stadigvæk ledigt”, slutter Wido Neuroth.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top