Wido Neuroth-double i Svenskt Kriterium

Søndag eftermiddag tog Lorofino-sønnen Ilo revanche for det nederlag hans halvbror Icaros måtte indkassere til Peas And Carrots i fjor, da hesten med Kim Andersen på ryggen trak sig ud som en let vinder af Svenskt Kriterium over 1730 meter på Jägersro.


Ilo havde trukket det yderste startspor, men efter en fin start havde Kim Andersen ingen placeringsproblemer og kom rundt det første sving i tredje spor.

Ilo fortsatte sin udvendige rejse på bagsiden og kunne rundt opløbssvinget begynde sin march mod førende Tebheagnaneilan/FredrikJohansson som han koblede grebet på kort inde på opløbsstrækningen. Herfra var det spil til ét mål for KimAndersen, der let kunne ride Ilo først over stregen, 2½ længde foran staldkammeraten Great Gambo/Yvonne Durant der holdt andenpladsen med en længde før den stærkt afsluttende Sirius/Manuel Santos, der i sidste galopspring fangede Tebheagnaneilan.

Sejren var 200.000 kroner værd for Stall EOS, der ikke alene har opdrættet Ilo, men også hans far Lorofino, der både vandt Svenskt og NorskDerby for Wido Neuroth. Dertil løb Ilos mor Impetuous Air også i de velkendte rød/hvide farver, så det var én af de helt store norske opdrætter-triumfer publikum var vidner til på Jägersro. Det var Ilos tredje sejr i fire starter, men hingsten har også meget at leve op til såfremt han skal fortsætte i Icaros’ fodspor.

“De to brødre har talentet tilfælles, men Ilo kommer til at synes om længere distancer end Icaros gør, og han er i mine øjne mere en Derbyhest. Nu får han en fortjent vinterpause, hvor han forhåbentlig vokser sig stor og stærk til næste års opgaver”, fortalte en glad Wido Neuroth efter Kriteriums-sejren.

Götalandlöpning over 1200 meter gik noget overraskende til Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Sandy Lane, der virkelig drog fordel af den hurtige dirt track og førte fra start til mål under en veloplagt FredrikJohansson. Sandy Lane vandt overlegent med fem længder før Cattlemans Clipper/Sara Slot, der igen havde fem længder til danske Eko Flamingo/Manuel Santos på tredjepladsen.

Svenskt Kriterium Consolation blev ligeledes en triumf for Lennart Reuterskiöld Jr., der sadlede Duty Time-sønnen Jimmy Two Times. Jimmy Two Times tog omgående føringen for Per-Anders Gråberg, og herfra styrede ekvipagen begivenhederne til målstregen, hvor han var to længder foran Phoenix Flyer/Manuel Santos og Copperfield/KimAndersen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top