fbpx

Wentworth ny avlshingst på York i 2019

Acclamation-sønnen Wentworth, der både var vinder som 2- og 3-årig for Richard Hannon, og som 4-årig blev en overlegen vinder af Reverdy Pokalløb (L) på Klampenborg, indtræder i 2019 i den danske avlshingstebestand med base på York Stutteri i Hørsholm.


Wentworth og Richard Hughes.
Wentworth og Richard Hughes.

”Wentworth er en hest med enorm kapacitet, og der er selvfølgelig ikke noget at sige til, at familien Velin igennem lang tid har forsøgt at få ham tilbage til væddeløbsbanen”, kommenterer York Stutteris daglige leder, Alexander Elsass, som længe har håbet på, at Wentworth ville få chancen som avlshingst.

Og ventetiden har også været lang, for Wentworth har ikke startet siden august 2014, hvor han kom skadet i mål efter Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) på Øvrevoll.

Forinden havde han vundet Pokalløb (L) på Klampenborg med fire overlegne længder.

Hingsten nåede kun tre starter for Bettina Andersen efter ankomsten fra Richard Hannon.

Hans første start i Skandinavien var i Härkila Golden Mile, hvor han var tredje i mål – mindre end en længde bag Falconet, som han ved den lejlighed gav fem kilo.


Wentworth og Oliver Wilson sejrer i Reverdy Pokalløb (L). Foto: Burt Seeger.
Wentworth og Oliver Wilson sejrer i Reverdy Pokalløb (L). Foto: Burt Seeger.

Kostede 200.000 guineas som åring

Det er dog kke Wentworths meritter fra de få starter i Skandinavien, der alene sikrer ham en avlskarriere.

Han blev købt for 200.000 guineas som åring af Coolmore-teamet Magnier, Tabor og Smith og er ud af den vindende Mark Of Esteem-datter Miss Corinne, mens mormoderen Percy’s Girl (Blakeney) er moster til den ubesejrede engelske 2-årschampion og senere Epsom Derby-vinder Sir Percy, der akkurat som Miss Corinne er efter Mark Of Esteem.

Wentworth var som både 2- og 3-årig i træning hos Richard Hannon i Newmarket. Han vandt i sin første sæson to af sine tre starter over henholdsvis 1400 meter i York og 1600 meter på Newbury.

Som 3-årig blev han allerede i maj sendt ud mod ældre heste på Goodwood, hvor han var kort slået til tredjepladsen af Piscean i det 1200 meter lange IBA Stakes.

Siden blev han forsøgt i Britannia Stakes (Heritage Handicap) på Royal Ascot og sluttede fjerde gennem mål, mindre end to længder bag vindende Beauty Flame.


Wentworth vinder Betfred Mile på Goodwood.
Wentworth vinder Betfred Mile på Goodwood.

Vandt Betfred Mile på Goodwood

Efter en tredjeplads i Coral Challenge på Sandown i juli, var Wentworth i august tilbage på Goodwood, hvor han slog en række etablerede ældre konkurrenter i Betfred Mile (Heritage Handicap) med mere end 80,000 pund i førstepræmie.

En præstation, der for alvor blev sat i relief af, at hingsten var klart bedst gående af alle i opløbet, inden han blev klemt mellem to konkurrenter. Alligevel fik Richard Hughes ham tilbage i balance, og Wentworth afsluttede fænomenalt til en trekvart længdes triumf foran Cape Peron og Sandagiyr.

Det var velsagtens Acclamation-sønnens bedste præstation i en karriere, som sluttede med et handicap på 95, svarende til 110 i Official Rating.


Farvel til Binary File

Wentworth opstilles nu ved siden af Juniper Tree (Galileo) og Wilshire Boulevard (Holy Roman Emperor) på York Stutteri. Derimod indstilles karrieren for snart 21-årige Binary File (Nureyev).

”Binary File har været tæt på at producere en ny stjerne hvert eneste år siden han gik i avlen, og det har vel at mærke været med et stærkt begrænset materiale. Han er efterhånden blevet en ældre herre, og vi har besluttet, at han ikke skal bedække længere”, bekendtgør Alexander Elsass og afslutter:

”Men så er vi til gengæld ekstremt spændte på introduktionen af Wentworth. Han er en hest man især bemærker på det helt exceptionelle eksteriør, og så repræsenterer han igennem sin far Acclamation et sjældent, men højt efterspurgt outcross til Northern Dancer”.

Wentworth introduceres til en bedækningspris på 18.000 DKK ex moms, fordelt med 2.000 kroner ved spring og 16.000 kroner ved konstateret drægtighed 1. oktober.


Fakta om Wentworth (IRE)


Brun hingst født 8. februar 2010 i Irland

Far: Acclamation (GB)
Mor: Miss Corinne (GB)
Morfar: Mark Of Esteem (IRE)

Solgt for 200.000 guineas på Tattersalls October Yearling Sale, 2011.

Antal starter: 11
Antal sejre: 4
Antal øvrige placeringer: 5
Indtjening: 1.224.698 DKK


Som 2-årig vinder af:
Sky Bet Mobile Convivial Maiden Stakes, 1400m, Sandown
Haynes, Hanson & Clark Condition Stakes, 1600m, Newbury

Som 3-årig vinder af:
Betfred Mile (Heritage Handicap), 1600m, Goodwood

Som 4-årig vinder af:
Reverdy Pokalløb (L), 1800m, Klampenborg


Opstaldning 2019:
York Stutteri, Danmark

Bedækningstakst:
16.000 DKK + 2.000 DKK 1/10 (priser ex. moms)

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top