Ylva Brandt-trænede Ellis St Martin er blandt de 19 tilbageværende kandidater til Nickes Minneslöpning (L) på Stockholm Cup-dagen, og fredag aften fik han en rigtig god generalprøve i Roussica Mile på Jägersro.
Med Jacob Johansen i sadlen vandt Zaahid-sønnen med to længder foran Dina Danekilde-trænede Mirador (Zaahid) og Francisco Castros favorit Pusjkin (Muhaarar).
Roussica Mile er et handicap, og Pusjkin bar således seks kilo mere på ryggen end sin konkurrent, som han næste gang vil møde fra lige vægt i Nickes den 15. september.
Det var årets første sejr i fem starter for Ellis St Martin, som nu har vundet 11 gange i alt og indløbet mere end 1,1 millioner svenske kronor inklusiv hesteejerbonus.
I dagens opgør for elitesprinterne, Open Handicap over 1200 meter, var kun tre heste med i kampen om førstepræmiens 45.000 kronor.
Hurtigst fra start var Nina Lensvik-trænede El Guanche (Power), men i opløbet overtog Tord Nilssons Kinsman (Exceed And Excel) grebet for Annie Nilsson Lindahl, og duoen sejrede til sidst med en halv længde, hvorefter der var yderligere 10 til Carter (Swipe) på tredjepladsen.