Da det danske Derbyhåb Le Roi for tre uger siden aflagde sin maidentitel på Täby var det efter hård kamp med Tommy Gustafsson-trænede Welcome In May.
Sidstnævnte gav denne torsdag et boost til Le Rois form ved at vinde let over 1600 meter.
Welcome In May (Most Welcome – Morina v. Diaghlyphard) kom fra start som femte, og Nicholas Cordrey havde hurtigt favoritten fremme som anden udvendigt. Rundt opløbssvinget overtog Welcome In May føringen og forsvarede sig siden godt hele vejen til målstregen, to længder foran Greenday/Rebecca Colldin og Wise Choice/Manuel Santos.
Det var Welcome In Mays femte karrierestart, og efter to andenpladser og en tredjeplads var den fukse hoppe endelig klar til at få aflagt maidentitlen. Welcome In May trænes på Täby af Tommy Gustafsson, der i øvrigt ligeledes stod for træningen af hoppens mor Morina og flere af dennes søskende, heriblandt 2-årsstjernen Pamona.