fbpx

“Vi drømmer stadigvæk om Dubai World Cup”

På en ellers ret sort skandinavisk aften, lyste Lone Kaj-Nielsens svenske Derbyvinder Red Cactus op med en fremragende andenplads i Strata Trophy – slået med det mindst mulige af Godolphins Art Du Val.


Art Du Val og William Buick vinder Strata Trophy. Uden for kameraet bliver Red Cactus kort slået til andenpladsen. Foto: Erika Rasmussen / Dubai Racing Club.

Efter at have ligget sidst det meste af de 1800 meter på Meydans græs, fik Red Cactus for alvor fart under sig i sidste del af opløbssvinget.

Hér fandt Carlos Lopez i første omgang god plads indvendigt, men desværre var han nødt til at skifte spor ad flere omgange for at få frit løb.

Det kom i sidste ende til at koste sejren for Hard Spun-sønnen, der akkurat ikke nåede frem til William Buick i bøjlerne på Art Du Val.

Nogle få galopspring mere, og Danmark havde fulgt efter Sverige med en ny kæmpe triumf i Emiraterne.

Bent Olsen havde Red Cactus i aktion for første gang siden sejren i Hurricanelöpning på Jägersro den 4. august i fjor, og med tanke på, at Olsens heste altid forbedrer sig betragteligt med et løb i kroppen, bliver det nu vanvittigt spændende at se hvor langt den fukse hingst kommer til at række næste gang.

Red Cactus startede vel at mærke på græs for første gang siden femtepladsen i Vinterfavoriternas Pris som 2-årig i 2018, men han ser faktisk ud til at fungere lige så godt på dette underlag som på dirten, så nøglen ser blot ud til at være længere distance.

Så tæt var Red Cactus på at besejre Godolphins Art Du Val på Meydan.

“Der er ingen tvivl om, at han bliver bedre over længere distance. Det viste han allerede i Svenskt Derby og Hurricanelöpning i fjor, men dettte var et løb at komme i gang på, og han gjorde os meget, meget stolte. En smule mere held undervejs og han havde vundet”, siger Bent Olsen, der ikke selv var på plads på Meydan denne gang.

“Vi har ikke lagt os fast på næste start, men drømmen for både Lone og mig er, at komme til start i Dubai World Cup, og derfor kan en start på Super Saturday i den sidste afdeling af Maktoum Challenge blive en mulighed – men vi har også andre løb i kikkerten, heriblandt Curlin Stakes over 2000 meter dirt den 27. februar”, fortsætter championtræneren.

Tredje runde af Maktoum Challenge er et Gruppe-1-opgør, ligeledes over World Cup-distancen 2000 meter dirt. Løbet rides lørdag den 7. marts.

Andenpladsen i Strata Trophy var 27.000 USD værd for Lone Kaj-Nielsen, mens Godolphin kunne snuppe førstepræmiens 81.000 USD.

De to øvrige skandinaviske deltagere i opgøret, Niels Petersens Privilegiado og Patrick Wahls Red Hot Chili, sluttede henholdsvis som niende og 10. ud af de 11 startende.



Ud over Red Cactus’ forrygende præstation var aftenen langt fra nogen dans på roser for skandinaverne.

Lars Kelps Youonlyliveonce sluttede lige uden for præmierækken i Meydan Classic Trial, men gik et flot løb, mens der ikke var noget skud i staldveninden More Caviar som sluttede sidst i samme opgør.

I UAE 2000 Guineas (Gr.3) blev Francisco Castros duo Nocentsinkentucky og Bullof Wall Street henholdsvis niende og næstsidst, mens Ambiance blev sidst i Dubai Trophy (L).


Resultater og repriser: Meydan, torsdag 6. februar

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top