fbpx

Verglas-datter foler for første gang hos Pernilla Nilsson

Efter en fremgangsrig karriere i Bodil Hallencreutz’ træning, gik 7-årige Icedance (Verglas) i stutteriet ved udgangen af 2013.


Hun vandt seks af sine 24 starter og opnåede et handicap på 80. I sidste uge folede hun for første gang hos sin ejer, Pernilla Nilsson, og det blev et smukt hoppeføl efter Storm Cat-sønnen Merchant Of Venice.

Merchant Of Venice er i Skandinavien kendt som far til sprinteresset Alcohuaz og til den hidtil dyreste åring nogensinde på en offentlig skandinavisk auktion – den nu 2-årige Bassiano, der ejes af Stall Cambre og trænes af Bent Olsen.

Icedance selv vandt sin eneste start som 2-årig på Jägersro, og hun fulgte op med at vinde første gang ude i sin klassiske sæson.

Hun var frem for alt speedy og bedst op til 1200 meter, men hun vandt helt op til 1600 meter og var tilmed anden i Altamira-löpning over 1730 meter og femte i Dianalöpning på milen.

Farten har Icedance ikke for fremmede. Hendes mormor, On Kris’s Wings (Kris S), er nemlig halvsøster til den tidligere canadiske championsprinter Soaring Free.

Fjerdemoderen Loudrangle vandt Princess Elizabeth Stakes (Gr.1) og blev mor til ikke mindre end fire Stakes-vindere, heriblandt den canadiske 2-årschampion Ruling Angel.

Bodil Hallencreutz erhvervede Icedance på Goffs Orby Sale i 2009, og hun handlede på grund af sin affektion for avlshingsten Verglas.

Den afdøde Irish National Stud-hingst er også far til Hallencreutz’ topsprinter Let’sgoforit, der forleden blev kåret som Årets Ældre Hest 2014 i Sverige.

Pernilla Nilsson deler i øvrigt Hallencreutz’ forkærlighed for Verglas, og foruden Icedance har den succesrige svenske opdrætter en anden tophoppe gående efter samme far – den dobbelte Fawzia Stakes-vinder Lumen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top