fbpx

Velin får trænerlicens

Skandinaviens hårdest satsende hesteejer får nu også trænerlicens. Nordsjællanske Flemming Velin vil i den kommende sæson selv stå som træner for sit kolossalt spændende hestehold. Det fortæller han lørdag eftermiddag til GalopSport.


Flemming Velin (tv) med Stubbs og sønnen Thomas Velin. Foto: Burt Seeger.
Flemming Velin (tv) med Stubbs og sønnen Thomas Velin. Foto: Burt Seeger.

”Jeg glæder mig meget til næste sæson. Vi har fået anlagt en meget lækker træningsbane. Jeg har prøvet at melde heste til løb tidligere, så det skal ikke volde problemer”, ler Flemming Velin.

”Jeg skal finde en jockey at samarbejde med. Én som kan komme hertil nogle gange om ugen. Ellers er alt andet på plads”, siger Velin, der har et klart ønskemål for sæsonen 2016.

”At der udskrives flere løb i Klampenborg, hvor de bedste heste kan deltage. For at blive en publikumsfavorit kræver det, at hesten starter flere gange om året i Klampenborg”, konstaterer han.

Og Flemming Velin ved hvad han taler om. Dano-Mast blev aldrig den samme publikumsmagnet som Clarion King eller Flemming Velin-ejede Flying Drummer, og selvom Flemming Poulsens hingst havde langt større fart under hovene.

”Clarion King og Flying Drummer deltog i adskillige løb i Klampenborg i løbet af en sæson – i modsætning til Dano-Mast. Publikum tog dem til sig på en helt anden måde, fordi de var vant til at se dem”, siger Flemming Velin.

Flemming Velins Fields Of Athenry har mulighed for at vinde verdens ældste klassiske løb, The St Leger Stakes (Gr.1), i Doncaster på lørdag.
Den helt store stjerne i Flemming Velins varetægt er 3-årige Fields Of Athenry, der i efteråret bl.a. var tredje i St. Leger Stakes (Gr.1) på Doncaster.

Og der kan være en ny forstærkning på vej til Flemming Velins stald, en hest forretningsmanden har besigtiget i udlandet. ”Jeg vil gerne informere, men jeg kan ikke fortælle om noget, som ikke er på plads”, fastslår Velin, som indtil videre har ros til Klampenborgs direktør Nicholas Cordrey for den kommende sæsonplan.

”Jeg synes det ser spændende ud med både Scandinavian Open og Dansk Derby i samme weekend, men der er også andre nyskabelser, som virker godt gennemtænkt”.

Klampenborg Galopbane vil afholde en gigantfest lørdag aften efter Scandinavian Open, hvor fokus primært vil være rettet mod næste dags danske Derby.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top