fbpx

Unit One overlegen i karrierens første start

Aalborg havde to ordinære galopløb på programmet tirsdag aften. Dagens første løb var for newcommere og blev afviklet over 1800 meter.


– Af Lone Kaalund Thiel

De urutinerede heste skabte en hel del uro i startmaskinen, men ved fælles tålmodighed hos alle lykkedes det at få hele feltet sendt af sted.

Federico-sønnen Frede lagde an i fronten i et frisk tempo tæt fulgt af El Pequeno. I opløbet var begge heste dog trætte, og så var det en smal sag for unge Nicolaj Stott at føre 3-årige Unit One frem til en overlegen debutsejr, der lover af mere. På de følgende pladser fulgte Indigene/Ann Charlotte Nielsen og Ell Torill/Marc Stott. Stald Recent’s Unit One er faldet efter Final Appearence – Cocco Pio, opdrættet af Jens Peder Sønderskov og trænet til dagen af Ken Stott.

Unit One er i øvrigt halvbror til det 2-årige stortalent Stuart Little, der vandt sin første start på Klampenborg for få uger siden og næste lørdag er blandt favoritterne i Klampenborg Auktionsløb. Hvilken succes for avlshoppen Cocco Pio, der selv er søster til den norske Guineas-vinder Turf Turtle.

I dagens andet løb var det de ældre heste, der skulle dyste over 1500 meter. Kun syv heste var til start, men alligevel blev det et seværdigt løb. På bagsiden valgte Tinna Hovgaard at sende Mariposa langt i føring, hvilket i opløbet viste sig at have været en dårlig disposition. Mariposa blev hentet af flere heste, og i slutstriden var Ulla Frydensberg-trænede Able Ayr klart den bedste og det nye amatørryttertalent Louisa Sheldon kunne med flot finish-ridning bringe Able Ayr til sejr foran staldkammeraten Premier Times/Rikke Munk og Megachief/Marc Stott.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top