fbpx

Ubesejrede Fast Forward bedst i Manoustie

Fredrik Reuterskiöld-trænede Fast Forward kan fortsat kalde sig ubesejret efter søndagens hovedbegivenhed på Jägersro, de 2-åriges Manoustielöpning over 1200 meter.



Valmir de Azeredo lod de to danske gæster Red Hunting Hawk (El Kabeir) og Pjerrot (Hard Spun) styre udgangstempoet, og selv om sidstnævnte aldrig gav op, var Fast Forward bedst over distancen og han kunne til slut vinde ganske sikkert med halvanden længde.

Pjerrot blev anden før Red Hunting Hawk, mens de to sidste pladser – og dermed også præmier – tilfaldt Nouran (Raven’s Pass) og Crocodile Rock (Appel Au Maitre).

Førstepræmien i Manoustielöpning over 82.500 svenske kronor værd for Fast Forwards ejerkreds i Stall Forever.

Fast Forward vinder Manoustielöpning foran Pjerrot. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Reliable Man-sønnen er tredje afkom ud af den amerikanskopdrættede hoppe Forever Snow (Lion Heart), der var vinder i Brasilien inden hun i 2012 kom til Fabricio Borges’ tidligere stald på Jägersro, hvor Nina Lensvik i dag træner fra.

Forever Snow udviklede sig til én af Skandinaviens bedste hopper, og hun slog bl.a. Tatoosh (Xaar) i 2013-udgaven af Margareta Wettermarks Minneslöpning, som på det tidspunkt var et Listed Race.

Den skimle hoppe, der som bedst var oppe i et handicap på 90, gik i avlen i 2015 og fik året efter sit første afkom, Archipenko-sønnen Fabricio, der hidtil har vundet fire gange.


Fast Forward sejrer i Manoustielöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Fast Forward kan meget vel blive et navn vi kommer til at høre meget mere til fremover, og han ligner en ny, god reklamehest for Fredrik Reuterskiöld, der efter sin tilbagevenden som træner på Jägersro endnu ikke har fået den store tilslutning til stalden.

Forretningen råder i dag kun over den 4-årige stjernesprinter Nocentsinkentucky (Goldencents) samt tre 2-årige navne, hvoraf Fast Forward er den eneste der har startet.

De to øvrige er irskopdrættede importer i form af Rangoon (El Kabeir) og Zimbabwe (Mastercraftsman).


Fast Forward med jockey Valmir de Azeredo og assisterende træner Lisa Reuterskiöld. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Fredrik Reuterskiöld har også fået tilgang af to af Finn Blichfeldts egenopdrættede åringer – et par unavngivne hoppe efter henholdsvis Swipe ud af Dolly Dagger (Eishin Dunkirk) og efter Wilshire Boulevard ud af Mandelblüte (Sholokhov).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top