fbpx

Tysklands superstjerne Monsun er død

En af Europas førende avlshingste igennem en årrække, og den i særklasse største stjerne i den tyske avl – Gestüt Schlenderhans Monsun – er død, 22 år gammel.


Königstuhl-sønnen blev aflivet hjemme på Gestüt Schlenderhan i går, tirsdag, grundet tiltagende neurologiske problemer. Hingsten var også blind i de sidste år af sin levetid.

Som væddeløber blev Monsun tredobbelt Gruppe-1-vinder i Tyskland, heriblandt to triumfer i Preis von Europa, mens han dog måtte nøjes med andenpladsen i Deutsches Derby (Gr.1) bag en anden senere førende avlshingst, Lando.

Monsuns gennemslagskraft i avlen oversteg dog Landos med mange længder, og han blev bl.a. far til Manduro, der var verdens bedste væddeløber i 2007 og selv har produceret Gruppe-1-vinderen Mandaean i sin første årgang, Deutsches Derby (Gr.1) og Breeders’ Cup Turf (Gr.1)-vinderen Shirocco, og den syvdobbelte Gruppe-1-vinder Stacelita. Læg dertil de to øvrige tyske Derbyvindere Samum og Sciaparelli, mens han er morfar til dette års tyske Derbyvinder, Pastorius.

I Skandinavien har Monsun haft ganske få startende afkom, men successen har alligevel været enorm. Han blev far til Cassini, der vandt Dansk Derby i 2007, og til Tertullus, som indtil videre er vinder af 11 løb og mere end 3,7 millioner kroner inklusiv to triumfer i Stockholms Stora Pris (Gr.3).

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top