Tysk Gruppeløbshest til Cathrine Erichsen

Den tyske nyhedsside galopp-online.de skriver i dag, at én af sidste års bedste 3-årige heste syd for den danske grænse, Palermo (Kalatos – Palma v. Goofalik) er blevet solgt til Norge og går i træning hos Cathrine Erichsen på Øvrevoll.


De tyske medier anslår købsprisen til at være i nærheden af 1,6 milllioner norske kroner.

Palermo startede tre gange som 2-årig i 2008 med to sejre og en andenplads som resultat, og i fjor fortsatte han sin fremgang ved både at vinde Preis der Dreijährigen (L) og være anden i Fürstenberg-Rennen (Gr.3).

Palermo har været i træning hos Christian Zschache i Hoppegarten, og hesten ender nu i Skandinavien efter længere tids overvejelser. “Vi har før modtaget tilbud på Palermo som helt indiskutabelt var for lave, men da vi blev tilbudt så stort et beløb fra Norge valgte vi med vemod at sælge hesten”, udtaler Zschache, der både er ejer, træner og opdrætter af hingsten der sluttede 2009 med et tysk handicap på 93 og som 3-årig løb på distancer mellem 1600 og 2000 meter.

Seneste artikler

Scroll to Top