fbpx

Trist farvel til Falconet

Lone Kaj-Nielsens 7-årige Falconet, som den 4. juni blev historisk i dansk galopsport med sin tredje sejr på stribe i Klampenborgs Pokalløb (L), blev tirsdag aflivet.


Falconet og Oliver Wilson vinder Dansk Hesteforsikring Pokalløb (L) foran Hurricane Red/Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Falconet og Oliver Wilson ved sejren i Dansk Hesteforsikring Pokalløb (L) 2016 foran Hurricane Red/Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger / US Photo.

“Det var en trist afsked for både Lone, mig og resten af stalden”, fortæller Bent Olsen onsdag til GalopSport. Træneren fik Falco-sønnen ind i stalden som åring og sadlede hesten til 12 sejre i 35 starter med tæt på halvanden million kroner i samlet præmiesum.

“Falconet var stor og mægtig hest, som vi altid passede godt på. Han startede sparsomt og vi valgte hans løb med omtanke, men desværre var han nået til et punkt hvor kroppen var træt af dage. Han fik for nylig en skade i det ene ben, og det eneste humane var at sige farvel til ham”, fortsætter Olsen.

Falconet, der var opdrættet på Stutteri Hjortebo og ud af den amerikanske hoppe Seattle’s Wood (Woodman), indledte karrieren med to sejre i tre starter som 2-årig.

Allerede i karrierens anden start vandt han Dansk Kriterium med små seks længder foran Hells Angel, og siden blev året afsluttet med en andenplads i Vinterfavoritternes Ærespræmie bag Koo Koo Sint.

Falconet og Oliver Wilson sammen Lone Kaj-Nielsen, Susanne Springer og Bent Olsen. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Falconet og Oliver Wilson sammen Lone Kaj-Nielsen, Susanne Springer og Bent Olsen. Foto: Burt Seeger / US Photo.

Som 3-årig lod Bent Olsen Falconet debutere direkte i Dansk 2000 Guineas, som blev vundet overlegent med tre længder, og herefter sluttede han som en uheldig tredje i Dansk Derby bag Quite A Mission og Rock The Legend.

Siden fulgte sejre i både Skandinavisk Mesterskap for 3-årige på Øvrevoll og i Skandinavisk Grand Prix mod ældre heste på Klampenborg.

Falconet vandt ligeledes Skandinavisk Grand Prix som 4-årig i 2014, men det er mest af alt hestens historiske sejre i Pokalløb (L) tre år på stribe, der vil blive husket i årene fremover.

I 2015 vandt han løbet efter føring fra start til mål foran Berling og Coprah, i 2016 besejrede han Hurricane Red og Einsteins Folly, og i år blev sejren hevet hjem foran Karmastrikesback og Jubilance.

Falconets sidste start var den 19. august, hvor han sluttede anden i Franz Nutz Memorial bag Einsteins Folly, som han ved den lejlighed gav otte kilo.


Se Falconets tredje sejr på stribe i Klampenborgs Pokalløb (L) 2017:

Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste nyheder

Scroll til toppen