fbpx

Trippel til Cathrine Erichsen i Oslo

Norske Cathrine Erichsen har som så ofte før sine heste i forrygende form her i det tidlige efterår, og torsdag aften blev det til ikke mindre end tre sejre på Øvrevoll. Cathrine lagde allerede ud i aftenens første opgør, et 2-årsløb over 900 meter græs, hvor irskfødte Caballo Loco under staldjockey Espen Ski sejrede let med en længde før John Nielsen-trænede Amber Lady.


Det var karrierens første start for Caballo Loco, der er efter Desert Prince og Mas Media-datteren Media Legend. Sidstnævnte var selv en af Skandinaviens bedste hopper med sejr i både NorskKriterium, Norsk Oppdrettsløp, SkandinaviskMesterskap for 2-årige og det klassiske Dianalöpning. Media Legend er – selvfølgelig – ud af den bedste norske hoppelinje, Chief Legend-linien, der blandt mange stjerner tæller Blue Chief og Funny Legend. I går blev endnu en vinder føjet til den fantastiske families stamtavle, og Caballo Loco har med garanti ikke gjort sig positivt bemærket for sidste gang.

I Celebration Løp over 1750 meter dirt track var Cathrine Erichsen og Espen Ski atter i vindercirkelen, da Ski trods topvægt kunne lede Kateb-sønnen Lights Out til en let sejr før en forbedret No Exit og Amolo. Det var Lights Outs første sejr i otte starter i år, men den tidligere Derby- og dobbelte St. Leger-vinder har sikkert ikke besøgt vindercirklen for sidste gang i indeværende sæson, navnlig ikke med tanke på staldens nuværende form.

Det var nemlig ikke slut endnu for Cathrine Erichsen denne torsdag aften, idet brasilianskfødte Forza Negra i karrierens sjette forsøg fik aflagt maidentitlen i Candle Row Løp over 1600 meter dirt track. Forza Negra sejrede efter kamp med en halv længde før Tom Fix og Noblancs, mens Charmion var fjerde. De fire første gennem mål kom ind med ganske lille margin, men til slut var det jockey Mette Hanssen der kunne trække det længste strå med den 3-årige hoppe.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top