Danske Jacob Johansen havde en rigtig fin storløbseftermiddag på Täby. Johansen vandt i alt tre sejre, hvoraf de to var i større opgør. Danskeren lagde ud med sejr i Scandinavian Classic Challenge på ryggen af Ellis Lad.
Ellis Lad kæmpede på forhånd om favoritværdigheden med Wido Neuroth-trænede Beluga, men sidstnævnte kom aldrig til at spille nogen rolle i opgøret og var allerede taget op ved indgangen til opløbet.
I stedet skulle slaget afgøres mellem Ellis Lad og stærkt kæmpende El Marati/Per-Anders Gråberg, og efter en medrivende slutstrid trak Ellis Lad det længste strå under Jacob Johansen.
Sejren var en kvart million kroner værd for Funambule-sønnen, der tidligere i år ligeledes har vundet Breeders’ Trophy Mile og Breeders’ Trophy Classic. Hans samlede præmiesum er dermed oppe over 1,3 millioner kroner for 10 starter!
Jacob Johansen vandt med Ellis Lad for træner Erna van Doorn og i Stall Amskas grøn/hvide farver, og han gentog bedriften for samme træner og ejer i Silverhandicap over 1350 meter, hvor han red Easy Choise til en kneben sejr før Tyrconnell/Annika Källse og Storm Chase/Manuel Martinez.
Endnu bedre endnu blev det, da Johansen i Coolmore Matchmaker Stakes (L) over 1950 meter græs red Tommy Gustafsson-trænede Novasky til en sikker triumf foran gigantfavoritten Theatrical Award/Carlos Lopez, som ikke kunne følge op på sin seneste merit da hun slog Appel Au Maitre i Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) hjemme på Øvrevoll.
Novasky blev efterfølgende også flyttet ned på sjettepladsen efter trængning i opløbet, og de nærmeste pladser bag Novasky gik i stedet til Distant Star/Fredrik Johansson, Melody Star/Victor Miranda og Grafitti/Espen Ski.
























