Tre dagssejre til Kim Andersen på Täby

Kim Andersen havde en rigtig fin torsdag eftermiddag på Täby, hvor han i fem ridt opnåede tre sejre.


Allerede i dagens første opgør for de 3-årige var Kim på pletten med Malin Roth-trænede Cheveley Star, der efter en lidt skæv start fik serveret en perfekt indvendig rejse af sin jockey, og i opløbet lykkedes det Be My Chief-datteren at afvise Informant-sønnen Red Dragon/Mark Worrell til andenpladsen, mens favoritten Black As Soot/Yvonne Durant sluttede to længder efter på tredjepladsen.

I dagens fjerde løb, et maidenløb over 1350 meter dirt for de 3-årige, sejrede Kim Andersen let med halvanden længde på ryggen af Catharina Wenell-trænede Debbie, som helt fortjent kunne tage karrierens første sejr efter tre andenpladser og to tredjepladser som 2-årig.

Debbie slog favoritten Eldfote/Nick Cordrey og Steel Fantasy/Yvonne Durant til de næste pladser. Endelig sluttede Kim Andersen af med at vinde en tæt opløbsstrid på ryggen af Mats Müllerns 4-årige Lando-søn Dando, der efter at have dikteret pacen undervejs i det 2400 meter lange løb fik selskab af højtvægtede Primary Classic/Hillevi Ljungquist der en overgang fik et lille overtag. Andersen og Dando kæmpede dog tappert og kunne til slut skære målstregen et halvt hoved foran Primary Classic, hvorefter der var langt til Wiesensturm/Manuel Santos på tredjepladsen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top