Blot 21 af de 59 anmeldte heste blev solgt under fredagens ‘Frühjahrs-Auktion’ i Baden Baden. Men ud af disse 21 gik tre til Danmark, og de to til Veronika Jandovás stald på Trongården i Klampenborg.

De to blev signeret af Lulu Tøpholms LT Racing, og den tredje af Jandovás partner Willy Segovia.
Segovia lagde ud ved lot 8, en skimmel hoppe efter Yafta (Dark Angel) ud af den dobbelte vinder Hark (Bated Breath). Hoppen kostede €15,000 og blev købt på vegne af Stella Rasmussen, som selv skal træne på amatørlicens.
Derefter købte Lulu Tøpholm for €20,000 lot 16, en 2-årig Shaman-halvsøster til Niels Petersens dobbelte Guineas-vinder og Gruppe-2-placerede Easywithme (El Kabeir).

Senere kom turen til lot 35, en brun hingst efter Mehmas (Acclamation), som Tøpholm handlede for €30,000.
Hingsten er første afkom ud af War Front-hoppen Asaatier, som igen er ud af Grade-1-vinderen Spring In The Air (Spring At Last) og har to Gruppe-3-placerede søskende.
Veronika Jandová har i forvejen 15 heste på sin træningsliste, hvoraf godt halvdelen er 2-årige.
