Tølbøll fortsætter sin imponerende sejrsstime

Ikke nok med, at det var den niende løbsdag i træk fynske Jørgen Tølbøll kunne tage fra Klampenborg som vinder – det blev endda til to dagssejre, og den ene i lørdagens hovedbegivenhed Margrethe Trocks Ærespræmie.


Jørgen Tølbølls triumfdag blev allerede indledt i dagens første opgør, første afdeling af The Foundations Sires-serien, The Byerley Turk over 1200 meter, hvor Le Tølbøll red Bowland Boy til en overlegen to længders sejr foran favoritspillede Rival og den forbedrede King Of York.

I dagens bedste betalte opgør, Margrethe Trocks Ærespræmie over 1400 meter, tog Red Marteeney revanche for sidste års andenplads i selv samme opgør, da han tog årets fjerde sejr efter en hård opløbskamp med Da Vinci og William Tell. Der var kun en hals imellem hver af de tre første, mens Tølbølls anden deltager Joseph Locke blev fjerde foran favoritten Smart Guy.

Førstepræmien var gode 25.000 kroner værd for Stald Brændeholm, og også her var Le Tølbøll på ryggen af vinderen.


Fin debut af Tinkerbell

Søren Jensen sadlede en rigtig fin debutant i Zwicky 2-års Maiden Serien over 1400 meter, hvor Toca Racings Tinkerbell blev en let vinder for Kim Andersen. Statistikken var med Tinkerbell, der er helsøster bl.a. Mayfair, New York, Manomission og Blue Mary, og samtlige søskende har tilfælles, at de alle har vundet deres debut – og nu skrev Tinkerbell sig ind i rækken af All Fairs strålende afkom, der ligeledes tæller sidste års Kriteriums-2’er Capisce.

Richard Of York-datteren vandt let med halvanden længde foran Brian Wilson-duoen Clauses Polly og Clauses May Be, og kunne hæve 25.000 kroner plus Dansk-bonus’en på 5.000 kroner. Toca Racing ejer i øvrigt også Tinkerbells helsøster Capisce, der efter en flot 2-årssæson i fjor nu er til salg som et glimrende fremtidigt avlsemne.


Siena fik aflagt maidentitlen

I Rebell Fortuna Maidenløb over 1800 meter lykkedes det Birgitte Nielsen-trænede Siena at vinde karrierens første sejr, og den kunne fortjent komme i hus efter en knaldhård opløbskamp med Zazoo, der overraskende gav storfavoritten kamp hele vejen til stregen og blot var slået med kort hoved i mål. Siena, der både er ejet og opdrættet af Elkær Stutteri, blev redet til sejr af Marc Stott.


Arabian Words første årssejr

Efter flere starter i hård konkurrence kunne Henrik Villadsens Arabian Word endelig vinde årets første sejr i Bo Gillborg Handicap over 1800 meter, hvor Diesis-sønnen under Jacob Johansen i sikker stil afviste Cheitha og Clauses Star til de næste pladser og tog førstepræmiens 15.000 kroner. Arabian Word trænes af Bent Olsen, der allerede nu med 99.9% sikkerhed kan kalde sig Klampenborg-champion i sæsonen 2008.

Olsen har noteret sig for 18 sejre på Klampenborg i denne sæson, og med en samlet indtjening tæt på 1,5 millioner kroner er han mere end dobbelt så langt foran Lennart Reuterskiöld Jr. på andenpladsen.

Sejren med Arabian Word bragte i øvrigt Jacob Johansen op på 12 sejre, hvilket kun er en enkelt mindre end øjeblikkets førende rytter i jockeychampionatet, Martin Rodriguez.

Løbsdagens øvrige vindere var Miadonna/Sara Slot i Henry P. McGrath Handicap og Zingapore Zling/Ricardo Ramallo i dagens afsluttende amatørløb.

Seneste artikler

Scroll to Top