De seneste to år er The Macallan Dansk Derby blevet vundet af hopper, og netop disse to mødes for første gang lørdag eftermiddag på Klampenborg. Iron Butterfly vs Titannia.

I fjor fulgte Iron Butterfly (Swipe) op på sin Derbytriumf ved også at vinde Dansk Breeders’ Cup, og det er netop denne ‘double’ som Titannia nu også forberedes til af sin nye træner Tobias Hellgren.
Appel Au Maitre-datteren har ikke startet siden hun var 10. gennem mål i Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll i begyndelsen af oktober. Forinden havde hun både vundet Mowerinaløb, Jyllandsløbet, Dansk Derby og Breeders’ Trophy Classic.
Iron Butterfly holder til gengæld formen kørende fra sit vinterophold i Dubai – noget som uden tvivl vil gøre en forskel, også selv om Titannia har haft strålende træningsbetingelser over vinteren og i det tidlige forår i Sverige.
Titannia og Iron Butterfly mødes fra lige vægt i Al Shemali Sceptre Stakes, hvor også Bent Olsens forsvarende vinder Nascetta (Dubawi) og Lennart J:r Reuterskiölds svenske 1000 Guineas-vinder Una Matina (Golden Horn) bærer topvægt.

De fire hopper skal give tre kilo til Bettina Andersens Giant Fortune (Giant Sandman) og fire kilo til Bent Olsens Send Me An Angel (Appel Au Maitre) og Tina Mortensens Flambeau Rouge (Dutch Art), hvilket åbner opgøret yderligere.
For eksempel mødtes Titannia og Giant Fortune adskillige gange i løbet af 2022, og bortset fra i Derbyet ville førstnævnte have haft svært ved at give tre kilo til sin konkurrent.
Klampenborg har foruden Al Shemali Sceptre Stakes også Danish Jockey Club Cup (L) og flere interessante 3-årsløb på lørdagens program, som kan downloades hér.
