Københavns Galopbane har mistet en sine trofaste støtter ved John Hofman-Bangs død den 11. januar 2006. Han blev 83 år.
John kom på banen fra barnsben og blev som voksen hesteejer i stald Vic/Fun, som havde glæden af at eje Derbyvinderen Tomca og andre gode heste som Carto og Marishka. John elskede at spille i totalisatoren efter sin intuition og ikke mindst ved at følge sine yndlingsjockeys. Her var det især Puk Ervolder, som belønnede ham rigeligt i adskillige sæsoner.
John var et dejligt positivt menneske med en retlinet karakter og altid godt humør. Inden sit otium havde han oparbejdet sit patent- og varemærkefirma til Danmarks største i branchen, ikke mindst takket være sine menneskelige egenskaber og charme, som var ham til megen nytte i den store kontaktflade han havde både i dansk erhvervsliv og internationalt. Han vil blive inderligt savnet af sine mange venner.