fbpx

The Kicker i Tortue og trippel til Jensen

Med sin femte sejr i 2015 strøg Hanne Bechmann-trænede The Kicker lørdag eftermiddag til tops i det 1800 meter lange Tortue Efterårshandicap.


The Kicker/Carlos Lopez vinder Tortue Efterårshandicap. Foto: Burt Seeger.
The Kicker/Carlos Lopez vinder Tortue Efterårshandicap foran Falconet/Rafael De Oliveira. Foto: Burt Seeger.

Binary File-sønnen havde været sejrsløs i sine seneste fire starter, men denne gang vandt han i sikker stil for sin faste makker, Carlos Lopez.

The Kicker kæmpede som altid forbilledligt over hele opløbsstrækningen, hvor eneste seriøse udfordrer viste sig at være Falconet/Rafael De Oliveira.

Falconet blev trukket helt ud til The Kicker da der manglede 250 meter, men det fik kun The Kicker til at svare yderligere og afstanden endte med at være en halv længde.

Derefter var der tre længder til Falconets staldkammerat Jubilance på tredjepladsen før Einsteins Folly og Maltho på den sidste præmieplads.

Med førstepræmiens 30.000 kroner skød The Kicker forbi 210.000 kroner i årets samlede indtjening, og det er samtidig første gang i karrieren, at han opnår fem sejre i én og samme sæson.

Helt utroligt har Stald Shaker og Bechmann Racings 6-årige vallak kun været udenfor præmierækken en enkelt gang i samtlige 44 starter – i Dansk Derby 2012.


Trustyourinstinct/Oliver Wilson aflægger maidentitlen foran Doc Martin og Royal Zem. Foto: Burt Seeger.
Trustyourinstinct/Oliver Wilson aflægger maidentitlen foran Doc Martin og Royal Zem. Foto: Burt Seeger.

Trustyourinstinct indledte Jensen-trippel

Søren Jensen sadlede tre vindere på årets næstsidste løbsdag i Reservatet.

Den tidligere mangedobbelte championtræner indledte med 2-årige Trustyourinstinct, der efter en god andenplads i debuten for to uger siden fulgte op med en sikker sejr i hænderne på Oliver Wilson.

Allerede ind på opløbsstrækningen overtog Mingun-sønnen føringen fra staldkammeraten Tool Box Carlras, men herefter havde Oliver Wilson rigeligt at gøre med at holde den endnu urutinerede vallak i gang og modstå angrebene fra indvendige Royal Zem og stærkt afsluttende Doc Martin.

Sidstnævnte kom tættest på til slut, men uden for alvor at kunne true vinderen.

Trustyourinstinct er ejet af Stald Seeland og opdrættet på York Stutteri af Joca Stable.

Han er første afkom ud af Elusive City-datteren Härkila, der i sin aktive karriere bl.a. vandt Fawzia Stakes og var tredje i Mowerinaløb samt fjerde i Coolmore Matchmaker Stakes (L).


Savanha/Dina Danekilde vinder foran Negroamaro og Bright Cross. Foto: Burt Seeger.
Savanha/Dina Danekilde vinder foran Negroamaro og Bright Cross. Foto: Burt Seeger.

Første til Savanha

Mindre end en halv time senere var Søren Jensen tilbage i Klampenborgs vindercirkel. Denne gang for at modtage 4-årige Savanha, som i sit livs ottende start aflagde maidentitlen i hænderne på Dina Danekilde.

Savanha landede løbet efter et sent angreb, hvor hun til slut fik overtaget på favoritten Negroamaro/Carlos Lopez og Bright Cross/Nicolaj Stott.


Pull In Carlras/Carlos Lopez vinder før Jack Of Clubs og Exquest. Foto: Burt Seeger.
Pull In Carlras/Carlos Lopez vinder før Jack Of Clubs og Exquest. Foto: Burt Seeger.

Savanha deler i Academy Award far med Søren Jensens tredje dagsvinder på Klampenborg, Stald Ras’ 3-årige Pull In Carlras, der med Carlos Lopez på ryggen afsluttede med sejr i Oktober Mile over 1600 meter.

Den veltrukne hoppe vandt med en længde foran Jack Of Clubs/Oliver Wilson, der her tog sin tredje andenplads på stribe, mens Exquest blev tredje før My Pearl og Candyfloss.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top