Med over en million på præmiekontoen og fire sejre i otte starter, blev Hanne Bechmann-trænede The Kicker lørdag aften udråbt som Årets Hest 2012 i Danmark på Hestesportens Galla i Nyborg.
Den dobbelte klassiske triumfator, der både strøg helt til tops i Dansk 2000 Guineas, Jockeyklubbens Jubileumslöpning og Norsk Breeders’ Prize Classic, havde forinden vundet kategorien Årets 3-årige Hest og var derfor i “Finalen” mod de to øvrige kategorivindere, 2-årige Hells Angel og 5-årige Bank Of Burden.
The Kicker, der er efter York Stutteris andenårgangshingst, Binary File (Nureyev), og ud af den tidligere Vinterfavorit-vinder Munay (Desert King), er opdrættet på Bechmann Stud i Nordsjælland og ejes af Bechmann Racing sammen med Stald Shaker.
Både træner Hanne Bechmann, stutterileder Jens Bechmann og delejer Jens Ditlev Lauritzen var på plads ved gallaen på Nyborg Strand Hotel, og teamet fik lige så fremragende en start på 2013 som ved udgangen af det forgangne år, hvor The Kicker afsluttede sin fantomsæson med at vinde Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll.
The Kicker har i år sin første store opgave i Dansk Breeders’ Cup hjemme på Klampenborg. Her har han god mulighed for at emulere Bent Olsen-trænede Cantenacs 2000 Guineas-Breeders’ Cup double fra i fjor.

























