Tatts December: Stutteri Stork køber halvsøster til King David

Mandag formiddag bød muligheden sig for Stutteri Stork, da 12-årige Graceland, en Mastercraftsman-søster til stutteriets store stjerne King David, gik gennem ringen på Tattersalls December Mare Sale. Assisteret af Edgar Byrne sikrede det danske stutteri sig hoppen for 10,000 guineas, og hun er i fol ved Shadwells dobbelte Gruppe-1-vinder Mostahdaf.


Graceland (Mastercraftsman) blev købt for 10,000 guineas til Stutteri Stork igennem Edgar Byrne på Tattersalls December Mare Sale. Foto: Equus Photography.

“Vi har haft øjnene på Graceland igennem snart mange år”, fortæller Henrik Stork kort tid efter købet til GalopSport.

“Da King David begyndte at vise store takter, fulgte vi hans ældre søskendes karrierer tæt, og da Graceland i 2018 var til salg i Newmarket var vi også interesserede, men dengang blev hun for dyr”.

Graceland kostede som åring €47,000 på Arqana, og hun vandt tre gange som 3- og 5-årig, inden hun for 25,000 guineas blev solgt videre til en karriere over forhindringer og siden vandt fire gange for Gordon Elliot.

Hoppens første partner i avlen blev Prince Of Wales’s Stakes (Gr.1)-vinderen Crystal Ocean (Sea The Stars), og dette resulterede i et hoppeføl som nu er to år gammelt og endnu ustartet.

Mandag købte Stutteri Stork Graceland i fol ved Frankel-sønnen Mostahdaf, som bedækkede sine første hopper i 2024 til en takst på £15,000 på Beech House Stud.

Mostahdaf (Frankel – Hansassa / Dubawi). Foto: Shadwell.

Mostahdaf vandt 10 af sine 17 starter og tjente mere end 2,4 millioner sterling. Karrierens højdepunkter var sejrene i Prince Of Wales’s Stakes (Gr.1) på Ascot foran Luxembourg og i Juddmonte International Stakes (Gr.1) foran Nashwa (Frankel) og Paddington (Siyouni).

Graceland har folingstermin den 21. februar, så nu skal vi bare have hende godt frem til sit nye hjem, hvor hun jo skal gå sammen med sin lillesøster Jeunesse Lili og moster Pearl City“, fortsætter Henrik Stork, som har sørget for at gribe chancen når den endelig har budt sig, hvor det gælder King Davids nærmeste familie.

King David og Nicolaj Stott ved sejren i 2024-udgaven af Copenhagen Golden Mile (L) på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

Jeunesse Lili (Mingun) har hidtil haft et enkelt startende afkom i form af den tredobbelte vinder Lord Of Denmark (Lord Of England), og hun er i mor til en hoppeåring efter Reliable Man (Dalakhani), som næste år skal løbe i Stald Ras’ farver.

King David (Elusive City), som fylder 10 år i 2025, er kommet ud af en ny, flot sæson, hvor han i seks starter indløb mere end en kvart million danske kroner og vandt Copenhagen Golden Mile (L) for Karin Salling, Rikke Rohbach Bonde og Nicolaj Stott.

King Davids halvsøster Graceland. Foto: Equus Photography.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top