Sydney triumferede i M&T Klaveness Minneløp (L)

Torsdag aften fik danske Sandie Kjær Nortoft sin første sejr som professionel træner, da 4-årige Sydney vandt en overlegen sejr i Morten & Torvald Klaveness’ Minneløp (L) over 1600 meter på Øvrevoll.


Sydney, der for første gang i år startede over 1600 meter, lagde sig fra start lige bag førende Hot Marta, og Mark Larsen da Mark Larsen først trykkede på knappen kort inde på den lige strækning, var ingen af feltets prominente deltagere i stand til at fange hoppen. Sydney sejrede til slut overlegent med 2½ længde foran Wido Neuroth-trænede Distant Star/Fredrik Johansson, mens gigantfavoritten Theatrical Award, der kom direkte fra en sejr i Bloomers’ Vase (L), måtte tage til takke med tredjepladsen før næstfavoritten Novasky/Manuel Martinez.

Der var 125.000 norske kroner i førstepræmie til Sydney, der ejes af Lone og Jens Westh. Ægteparret købte Academy Award-datteren i februar ovenpå hendes store klassiske sæson med sejr i bl.a. Mowerinaløb på Klampenborg.

For Sandie Kjær Nortoft har jagten på karrierens første sejr syntes lang, men i Sydney har hun en fløjfigur der nok skal bringe mange flere glæder til stalden nær Holbæk på Sjælland.

“Det var en skøn sejr at få, hun gjorde det overlegent og Mark Larsen red et eminent løb fra front. Sydney har startet året med tre starter over 1800 meter, og hun har gjort det glimrende hver gang men hun står ikke længere end 1600 meter, og derfor var vi ekstra spændte på hendes præstation i dag. Hun har fået et kys på øjet som good luck hver af de fire gange hun har startet for mig, og i dag gik hun hele vejen”, udtaler Sandie Kjær Nortoft fra Øvrevoll.

Andenhesten i opgøret, Distant Star, vandt i fjor både Norsk og Dansk Oaks, og tredjehesten Theatrical Award sejrede i Norsk 1000 Guineas og Norsk Derby. At netop disse tre hopper besatte de tre første pladser i opgøret ligner et tydeligt bevis på, at der for alvor er sket et generationsskifte i den skandinaviske hoppeelite efter topnavne som Funny Legend og Halfsong er gået i avlsboksen.

Det var i øvrigt det andet Listed Race i træk for hopperne med en vinder efter den danske avlshingst Academy Award, hvis indflydelse bliver større og større over hele Skandinavien. Sydney er opdrættet af Stald Snap og Olav Sørensen i Jylland og ud af hoppen Kirobel, som i dag ejes af det nye danske Stutteri Frelling. Stutteri Frelling fremstiller på Dansk Galops Åringsauktion den 5. september en halvsøster til netop Sydney efter Cajun Cadet.

Seneste artikler

Scroll to Top