fbpx

Svenskopdrættet hoppeåring solgt til England

Da Therése Staffansson i slutningen af 2021 købte Soldier Of Fortune-datteren Corpus Chorister for blot 3,000 euro på Goffs November Breeding Stock Sale, havde hun aldrig regnet med, at Belardo-føllet som lå i maven på hoppen, en dag ville blive mange gange mere værd og solgt til England.


Den svenskopdrættede hoppeåring Belle Amie efter Belardo ud af Corpus Chorister. Foto: Gunnorp Stall & Avel.

På det tidspunkt hvor Therése fik hammerslaget på de 3,000 euro, havde Corpus Choristers første afkom, Golden Horn-datteren Caius Chorister, startet to gange i England og været sidst slået med 19 længder og tredjesidst slået med 10 længder.

Da Corpus Chorister den 6. marts 2021 nedkom med sit hoppeføl efter Belardo (Lope De Vega), var der heller ikke nogen sejr i umiddelbar sigte for Caius Chorister, som både i marts og april var uplaceret i opgaver på Wolverhampton og Lingfield.

Men så skete forvandlingen.

Caius Chorister vandt efterfølgende fem løb på stribe, heriblandt to på Epsom og et veldoteret handicap på Glorious Goodwood.

Siden blev det til en andenplads i Melrose Handicap under Yorks Ebor Meeting samt en sjetteplads – kun slået med to længder – i hoppens første Listed-forsøg i Prix Joubert på Longchamp.

Træner David Menuisier og ejer Clive Washbourn med Thundering Blue/Fran Berry. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Træner David Menuisier (til venstre) med Stockholm Cup-vinderen Thundering Blue. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Mens Caius Chorister gik en spændende 4-årssæson i møde, voksede værdien samtidig på Theréses hoppeåring på Gunnorp.

Caius Chorister indledte året med andenpladser på Epsom, og den 9. september sluttede hun igen som nummer to i et Class 2 Handicap over 2800 meter på Haydock.

Næste planlagte start var i et Listed-opgør på Saint-Cloud, men inden da havde David Menuisier – som mange sikkert husker som træner af Stockholm Cup-vinderen Thundering Blue – udset sig den svenskopdrættede lillesøster.

Menuisier tog kontakt til Therése, og kort tid inden den planlagte rejse mod York Stutteri, hvor Belardo-åringen skulle sælges som lot 66 på Scandinavian Open Yearling Sale, faldt handlen på plads.

Therése Staffansson. Foto: Gunnorp Stall & Avel.

Præcis en ugeefter auktionen på York startede Caius Chorister i det udsete Listed-opgør Prix Scaramouche på Saint-Cloud, og hun sluttede på tredjepladsen, slået med mindre end en længde af Al Nayyir (Dubawi) og Uxmal (Galileo).

Hoppen er nu ude efter en OR på 102, svarende til 91 i skandinavisk handicap. Hun har vundet fem af sine 16 starter og været fire gange nummer to, og hun har tjent godt 140,000 pund så langt i karrieren.

Hjemme på Gunnorp Stall & Avel har Therése Staffansson stadigvæk Corpus Chorister gående, og hun fik i april endnu et svenskfødt hoppeføl – denne gang efter Barocci (Deep Impact).

Corpus Chorister med sit hoppeføl efter Barocci. Foto: Gunnorp Stall & Avel.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top