De fire skandinavisktrænede startheste på Meydan fik en hård medfart fredag aften, hvor Stall Trick Or Treats 3-årige Bruce Almighty endte med at klare sig bedst som niende i Jumeirah Stakes. Appel Au Maitre-sønnen kom i mål små 10 længder bag vinderen Northern Champion.
Første hest i aktion fredag eftermiddag var Niels Petersen-trænede Rock Of Cashel (Wootton Bassett), som i Zabeel Turf gjorde sin første start siden han i efteråret blev købt for 40,000 guineas på Tattersalls October Horses In Training Sale i Newmarket.
Under Carlos Lopez var den 4-årige hingst 11. gennem mål, lidt over 10 længder efter Charlie Appleby-trænede Arabian Light (Kingman) med William Buick.
Dernæst gjalt det Veronika Jandová-trænede Megarry (Inns Of Court), som fik sin anden start i Emiraterne siden han blev erhvervet på Arqanas Vente de l’Elevage i oktober.
Megarry endte sammen med hollandske Adrie de Vries næstsidst i ARN Handicap over 1200 meter græs.

Så kom turen til førnævnte Bruce Almighty (Appel Au Maitre), som fik en perfekt indvendig rejse af Lopez, og ved indgangen til opløbet sås Breeders’ Trophy Juvenile-vinderen med alle chancer for at opnå en god placering.
Bruce Almighty kunne dog ikke svare op på de mange, stærke angreb udvendigt i banen, men han gav sig alligevel aldrig helt og slap ganske hæderligt fra sin første start siden 19. oktober.
Endelig var der set meget frem til Niels Petersens 3-årige Bullet Bling (Violence) i UAE 2000 Guineas Trial over 1400 meter dirt.
Bullet Bling, som kun startede en enkelt gang som 2-årig og vandt Skånelandlöpning i overbevisende stil foran Papa Joe (Kodi Bear), sprang af fra spor seks og blev en smule klemt i starten, hvorefter Carlos Lopez søgte længere ud i banen for at undgå for meget kick-back.
Det kom aldrig til at bide for Bullet Bling, som kom i mål som nummer 13 på 28 længders afstand af vindende Six Speed (Not This Time). Også hér var William Buick i bøjlerne på vinderen.

























