Niels Petersen-trænede Suspicious Mind, der siden sin pletfrie 2-årssæson har været forhåndsfavorit til Hellerup Finans Dansk Derby, testede mandag morgen Klampenborgs tribunesving under sin træningspartner Sabina Karlsson.
Også Jan-Erik Petterssons Nemuranthes var rundt svinget, men det forløb langt fra udramatisk.
Under opsyn af assistenttræner Andrew Kidney fra Petersens Jägersro-filial galopperede Suspicious Mind forsigtigt ind i det skarpe sving, og først da Appel Au Maitre-sønnen var kommet godt igennem satte Sabina Karlsson mere fart på sin hest, der skar god fart henover bagsiden for derefter at tage det roligt resten af vejen.
Suspicious Mind har startet på Klampenborg tre gange tidligere – to gange som 2-årig og senest i Dansk 2000 Guineas, hvor han var anden bag All Or Nothing.
Hingsten havde dog aldrig været tribunesvinget rundt, men umiddelbart bør kredsen bag hesten ikke have noget at frygte på søndag, hvor han springer af fra spor 14 med Lifeofbryan indvendigt for sig og Marylen udvendigt.
Dramatisk blev det dog for Jan-Erik Petterssons Breeders’ Trophy Juvenile-vinder Nemuranthes, der slet ikke kom igennem svinget, men i stedet galopperede til venstre ud af banen og smed sin træningsrytter Nathalie Leijonhöf ind i krattet på bagsiden.
Heldigvis skete der ingen skader og Nemuranthes fik endnu en chance – også denne gang drejede Helsinki-sønnen til venstre, men uden at miste Nathalie.
Tredje gang viste sig at være lykkens gang for Nemuranthes, men Jan-Erik Pettersson tog direkte hjem efter episoden og var dermed ikke med til at vælge startspor for sin hest ved lodtrækningen i Paddock Tribunen.
Her endte Nemuranthes med startspor fem, med Appelina indvendigt og Marlborough udvendigt.
Bettina Andersens Fighter Carlras strakte også ud på græsset, men han var dog ikke rundt tribunesvinget, som han har klaret professionelt i sine to seneste starter på Klampenborg.
Endvidere havde Bent Olsen to af sine tre Derbyaspiranter, King Charles og No Comment, ude for at teste græsbanen sammen med Derby Consolation-deltageren Naga Jolokia.